Prøv avisen
Leder

Museer skal oplyse, ikke opdrage

Michael Bach Henriksen 2016 Foto: Leif Tuxen

Misforstået hensyn at skjule fortidens grusomme sider

På Museum Vestsjælland har man i travlheden op til åbningen af en udstilling om Dansk Vestindien her i 100-året for salget af øerne draget bemærkelsesværdig stor omsorg for museumsgæsternes følelser.

For at undgå krænkelser af sarte sind har man skabt et særskilt rum, hvor dukker af afrikanske slavebørn og sparebøsser af racistisk tilsnit kan beses. Gemt væk fra hovedudstillingen, hvor man ikke vil ”reproducere stereotype fremstillinger”, som begrundelsen lyder, kan man her gyse over fortidens racisme og muligvis godte sig over, at man selv er bedre end sine forfædre udi dansk historie. Vi er jo kommet videre, ikke sandt?

Som beskrevet her i avisen er der rejst berettiget kritik af museets disposition, og hvis der alene var tale om et enkeltstående tilfælde af malplaceret retouchering af fortiden, gik det nok endda. Men bestræbelsen på at skrive fortiden om og skærme nutiden går langt videre end til Museum Vestsjælland. Sidste år fjernede Statens Musem for Kunst eksempelvis ord som ”neger” og ”hottentot” i titler og værkbeskrivelser, og der er eksempler fra udlandet på samme indgreb.

Der er mindst to årsager til, at retouchering af fortiden er problematisk. Den ene er, at man implicit hævder, at vi i nutiden er nået frem til højeste oplysningsmæssige stade og derfor har ret til at lægge nutidens standarder ned over fortiden. Men hvad nu, hvis også vi tager fejl og har blinde vinkler?

Den anden årsag er, at man hindres adgang til at forstå, hvordan forfædrene tænkte, og hvilken verden, de levede i, hvis vores nutidige målestok for, hvad der er korrekt og ukorrekt, appliceres på fortiden.

I år er det ikke bare 100-året for salget af De Vestindiske Øer, men også 500-året for Luthers teser på kirkedøren i Wittenberg. For at forstå Reformationens betydning er det afgørende at begribe i det mindste en flig af, hvordan verden så ud for en tysk munk i 1500-tallet. For Luther var eksempelvis Djævelen en levende realitet, en nærmest håndgribelig kraft i tilværelsen. Det er Djævelen ikke for en moderne, sekulariseret nordboer anno 2017. Men netop fordi vi har ”afskaffet” det djævelske, er det nødvendigt at lægge vores nutidigt gældende syn på godt og ondt til side for at forstå Luthers samtid. Det er paradoksalt nok vores i egen selvforståelse oplyste position, der forhindrer sand oplysning af og om fortiden.

Det handler derfor også om historiesyn, når museumsdebatterne om den bedste formidling af fortiden raser. Reproducerer man fortidens stereotype fremstillinger, hvis man viser en sparebøsse af racistisk tilsnit frem, som Museum Vestsjælland hævder? Nej.

Man kan sagtens både anerkende, at kolonialismen havde grufulde sider og ødelæggende konsekvenser for utallige mennesker, og samtidig forsøge at forstå, hvordan man tænkte dengang, og hvordan verden så ud for datidens borgere. Og her hjælper opdragende retouchering af fortiden ikke, tværtimod.

Andre læser lige nu