Kristeligt Dagblad mener: 1970’erne fylder alt for meget i opfattelsen af kulturhistorien

Tiden må være moden til at skildre kunstens historie på en ny og mere nuanceret måde

Der er tre pointer af principiel karakter, som landets mange aktive borgere i kulturlivet kan tage med sig fra artikelserien om religion og museer. Serien slutter i dag med fokus på det ømtålelige emne: Religionskritik i kunsten.

Når man taler om religionskritik i Danmark, menes som regel og underforstået kristendomskritik. Indtil for relativt nylig var der ikke så mange andre religioner hertillands at kritisere. Hverken buddhister eller hinduer har haft meget at frygte fra danske kunstnere, og muslimer tør ingen kritisere efter fatwaen mod Salman Rushdie og Muhammedkrisen, som en ekspert i dagens avis bemærker.

Jøder har imidlertid holdt hårdt for – der er desværre mange eksempler på jødedoms-kritisk kultur og kunst op gennem tiden. Men i Danmark er det primært kristne, der har skullet tåle provokationerne fra Trille og Jens Jørgen Thorsen.

Stor kunst er der vist ingen længere, der mener, at d’herrer og damers kritik var, men indtryk gjorde det i sin tid. Den første pointe, man kan tage med sig fra artikelserien, er derfor, at islam fortsat er den store undtagelse, når vi debatterer kultur og samfund. Alle andre religioner kan kritiseres, men ikke islam. Ikke fordi man skal kritisere religion for kritikkens skyld, men man bør kunne forvente en vis konsekvens fra kunstnere, så hvis kristendommen skal lægges for had, må man forudsætte et vist mod til at tage tyren ved hornene, hvad andre religioner angår.

Den anden pointe handler om provokationen som figur. På et tidspunkt indsneg sig ulykkeligvis et ideal i kulturlivet om, at ”rigtig” kunst overskrider grænser og provokerer. En nu næsten glemt kunstner som Jens Jørgen Thorsen havde derfor kronede dage, da han udfordrede den angiveligt gode smag og det såkaldt pæne borgerskab med sin kristendomskritiske kunst, som jo – efter denne logik – måtte dåne i forargelse over hans kunst og dermed bevise kunstnerens provokerende pointe.

Et indiskutabelt fremskridt i kulturlivet, som ellers kan være noget statisk, er, at opfattelsen af, at rigtig kunst skal overskride grænser og forarge, i store træk er forladt nu. Kunst i dag ”skal” alt muligt andet end provokere og være eksperimenterende, ja, faktisk kan den endda være realistisk og opbyggelig.

Den tredje pointe, som nærmest kalder på en større undersøgelse og potentielt en omkalfatring af opfattelsen af kunsthistorien, er, at billedkunstnere op gennem tiden måske slet ikke er så hadefulde overfor troende, som de har fået ry for. Det er faktisk ikke så nemt at finde mange eksempler på kristendomskritisk billedkunst. Jo, Thorsen og ”Piss Christ” og lidt mere, men mere massiv er den kristendomshadende påvirkning heller ikke.

Det har allers altid heddet sig, at modernisme og kristendomskritik går hånd i hånd. Og jo, især mange forfattere har været kristendomskritikere. Men billedkunstnere, filmskabere og musikere? Dér er det straks sværere at argumentere for, at det 20. århundrede var kristendomsfjendsk. Talrige modernistiske kunstnere, og meget store dele af billedkunstens historie, var og er religiøs. Men en parentes – de herostratisk berømte 1960’ere og tidlige 1970’ere – har fået lov at dominere historieskrivningen.

Tiden må være moden til at skildre kunstens historie på en ny og mere nuanceret måde. Ikke som en ensidig kritik af kristendommen, men som en flertydig og frugtbar dialog mellem kunst, eksistens og tro, der er foregået over lang tid. Ikke mindst i det såkaldt kristendomskritiske 20. århundrede.