DET POLITISKE debatklima er stadig så forpestet, at man må overveje sit ry og rygte, inden man blander sig i diskussionen om indvandrere og asylansøgere. Det har indenrigsminister Karen Jespersen (S) selv erfaret, og hun måtte i går forklare sine seneste udmeldinger til sit politiske bagland. Indenrigsministeren har skruet bissen på i indvandrer- og flygtningedebatten. Politiske analytikere har udlagt det som knæfald for de mange vælgere, der strømmer fra Socialdemokratiets rækker over i Dansk Folkepartis fold. Men politik er andet end taktik, og indenrigsministeren skal da også mere end dæmme op for vælgerflugten fra hendes parti. Hun står overfor, hvad en langt større del af befolkningen, end de flygtende vælgere, anser for at være en af de største samfundsudfordringer til Vesten: Indvandringen. Nu hvor hun har stået skoleret, og sagen tilsyneladende er lagt død, kan man undre sig over dramaet. Karen Jespersen har nemlig slået til lyd for tre forhold, som - ret beset - er besindige og burde være et fælles nationalt anliggende og ikke gøres til genstand for partipolitisk hysteri. For det første har hun foreslået, at der nedsættes en kommission, der skal se på befolkningsudviklingen i de kommende årtier. Danmarks Statistik har selv udregnet, at 14 procent af indbyggerne i Danmark om 20 år vil være indvandrere eller efterkommere deraf. Det kræver politisk format at tænke i generationers perspektiv, men det skal til, hvis man vil klarlægge de samfundsmæssige og sociale konsekvenser af fremtidens indvandring. For det andet har Karen Jespersen foreslået, at asyl-ansøgere, der begår kriminalitet, skal holdes under opsyn i særlige asylcentre, mens deres ansøgning behandles. Det må medgives, at retorikken blev voldsom, men hendes ærinde var ikke at sende flygtninge til en øde ø, men at sikre danske borgere mod organiserede kriminelle forklædt som flygtninge. Hvorfor det ikke er et fælles politisk anliggende er svært at se. Og for det tredje har hun udtalt, at muslimske normer ikke bør sidestilles med de danske i Danmark. Hun sagde ikke, at muslimske værdinormer ikke har værdi, men det blev udlagt sådan. Det kan undre, at såkaldt progressive danskere, herunder de sørgelige rester af kvindebevægelsen ikke ser, at arrangerede ægteskaber ikke kun er kulturel manifestation, men også undertrykkende. Ligesom det kan undre, at den politiske højrefløj har eneret på at problematisere islamisk fundamentalismes manglende vilje til dialog og dermed svigtende forståelse for demokrati. Indenrigsministeren har den rette politiske position til at nuancere disse afgørende spørgsmål. Hun er begyndt på opgaven, men der er lang vej endnu. bjer