Når børn dræbes, er vrede naturligt

Vrede er en normal reaktion på terror, men må ikke stå alene

Få steder er vredens dilemma beskrevet så præcist som i Paulus’ brev til efeserne. ”Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede.”

Det dilemma blev desværre skræmmende konkret sent mandag aften, da Europa atter blev ramt af terror. Denne gang til en popkoncert i Manchester i England. Tusinder af koncertgængere, størstedelen store børn og ganske unge mennesker, havde i glæde danset og skrålet med på den amerikanske popstjerne Ariana Grandes sange – indtil en kynisk islamistisk terrorist sprængte sig selv i luften og dermed dræbte 22 og sårede 59, heraf mange ganske unge, der havde et helt liv foran sig.

Fra politikere herhjemme og i udlandet lød det straks på nettets sociale medier, at vi nu måtte stå sammen og ikke lade følelserne tage over, for så ville terroristerne have vundet. ”Giv ikke terroristerne, hvad de vil have: din vrede, din sorg, din rædsel,” skrev blandt andre den radikale Ida Auken, som blev mødt med mange kritiske kommentarer for den bemærkning.

At føle umiddelbar vrede, sorg og rædsel, når børn dræbes på den mest modbydelige vis, er ikke et nederlag. Det er ikke noget, vi giver til terroristerne. Det er empati og indlevelse, det er udtryk for medfølelse med de dræbte og omsorg for deres efterladte. Kan vi ikke længere sætte os i andres sted og føle bare en flig af deres sorg og vrede, har terrorismen netop vundet og forhærdet os i en sygelig grad.

Vreden bunder jo også i en forståelig følelse af afmagt. København, Paris, Bruxelles, Nice, London, Stockholm og nu Manchester. Den ene europæiske by efter den anden rammes af terror. Hver gang lyder det, at vi ikke må lade os kue. At vi skal holde fast i hverdagen. At vi ikke skal lade frygten vinde.

Det er noble udmeldinger, men som politikerne udmærket ved, er europæernes hverdag allerede forandret markant det seneste årti. Byernes hovedstrøg spærres af betonklodser, så terrorister ikke kan pløje menneskemængderne ned i stjålne lastbiler. Lufthavne er blevet én lang kæde af sikkerhedskontroller, og efterretningstjenesterne oprustes via teknologi og lovgivning, så telefonsamtaler og internet-brug, også hos helt almindelige og lovlydige borgere, i dag registreres i en grad, vi aldrig har set før. Balancen mellem frygt og frihed har forrykket sig – mere frygt, mindre frihed.

Men vreden må ikke kamme over. Indignation og harme over uretfærdighed og afstumpethed er en sund reaktion. Men vrede, der for øvrigt også er defineret som en af de syv dødssynder, skal tøjles, så den ikke ender som dæmoni og had.

Så selvom en ekstremistisk fortolkning af islam ligger bag størstedelen af alle de seneste års terrorangreb, må kampen mod terror ikke ende som en kamp mod de mange muslimer, der bakker op om de demokratiske grundværdier og lovlydigt bidrager til de europæiske samfund.

Terror bekæmpes med politi og efterretningstjeneste. Med sociale myndigheder, der resolut og konsekvent griber ind, når unge udviser tegn på radikalisering. Med imamer, der ikke prædiker for drab på jøder og vantro, men for fællesskab og demokratisk deltagelse. Med politikere, der erkender, at indvandringens omfang har betydning for integrationen og dermed også for risikoen for parallelsamfund, der ikke bare står udenfor, men modarbejder det frie, åbne samfund.

Men der findes ingen nem løsning på terrortruslen. Vi vil formentligt skulle leve med den i mange år endnu. At man kan blive vred over det, er kun menneskeligt.