De borgerlige partier i Danmark er undfanget i strid. Først Venstre mod Højre. Så Det Radikale Venstre mod Venstre. Og siden en stribe andre splittelser og afskalninger. I det perspektiv er det faktisk overraskende, at vi har haft borgerligt styre i 25 af de seneste 38 år. Mest af alt er det udtryk for, at i hvert fald de største partier til højre for midten med en omskrivning af den konservative, tidligere statsminister Poul Schlüters ord aldrig har været så borgerlige, at det gjorde noget. Pragmatismen har hersket i en grad, så det store flertal af vælgerne, der ønsker sig en omfattende velfærdsstat og ikke har alverden imod høje skatter, har kunnet være med.
Og selvfølgelig skal partier kunne forny sig, når der sker forandringer i samfundet, nationalt som internationalt. Spørgsmålet er dog, hvornår pragmatismen slår ud i principløshed – alene med det mål at vinde eller bevare regeringsmagten? I denne regeringsperiode synes flere partier at være kommet den grænse faretruende nær. Tag Venstre, der i lørdags holdt et ekstraordinært landsmøde forud for det kommende Europa-Parlamentsvalg. Her fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at han efterhånden er blevet overbevist om, at der skal være en ”fælles bund” under selskabsskatterne i EU, så der ikke bliver et ”ræs mod bunden” medlemslandene i mellem. Kovendingen er bemærkelsesværdig, eftersom Venstre og regeringen for kun et år siden afviste et beslutningsforslag fra Socialdemokratiet med præcis samme indhold. Dengang gav skatteminister Karsten Lauritzen (V) i hvert fald fire grunde til, at det var en skidt idé: National-staten ville afgive suverænitet til EU på skatteområdet, en bundgrænse ville ikke gælde lande uden for EU, nogle lande ville kunne omgå den, og Danmark ville risikere at tabe skatteindtægter.
Skattely er et problem, som bør bekæmpes, men det er kompliceret at finde de rigtige instrumenter til at gøre det. Derfor er det også mærkeligt at skifte signal få uger før næste folketingsvalg. Det har straks skabt ny splid i regeringspartierne, og det ligner endnu et taktisk forsøg fra Venstre på at vinde vælgere tilbage over midten. Det er langt fra det første eksempel. I EU-politikken har statsministerens EU-begejstring eller mangel på samme nærmest slavisk fulgt folkestemningen op og ned de senere år. Eller se på klimadebatten. Først i regeringsperioden blev der talt meget om”grøn realisme”, men da meningsmålinger viste stor folkelig bekymring for klimaudviklingen, malede Venstre sit logo grønt, og regeringen har i energi- og klimaforlig bøjet sig for stort set alle oppositionens krav. Ikke nødvendigvis dårligt, men det vidner om en slags borgerlig hyperventilering, hvor man spytter forslag ud til højre og venstre og skifter kurs alt efter folkestemningen. Samme tendens kan man i øvrigt se hos Dansk Folkeparti, der i næsten hele regeringsperioden har blokeret for væsentlige dele af regeringens politik og senere har danset tæt med Socialdemokratiet. I de nyeste meningsmålinger har mange DF-vælgere kvitteret ved tilsyneladende at gå over til den ægte socialdemokratiske vare. Nu forsøger Dansk Folkeparti så at slå bak ved at gå hårdt til S i spørgsmålet om en ny pensionsordning for nedslidte, ligesom DF er på vej ud af aftalen med de røde partier om togfonden.
Vel kan man tilsvarende klandre Socialdemokratiet for at have skiftet for eksempel udlændinge- og velfærdspolitisk kurs, men i det mindste har kursændringen været nogenlunde konsistent, siden Mette Frederiksen blev formand. Måske skulle de borgerlige partier overveje at tage en dyb indånding og tænke sig lidt bedre om.