Det er sjældent kønt, når stats- og regeringsledere fra 28 EU-lande skal nå til enighed. Og ofte går det galt. Men i fredagens allertidligste morgentimer lykkedes det faktisk EU-landene at nå til enighed om retningen for en ny, fælles migrationspolitik.
Nok er aftaleteksten uklar på en række områder, og der forestår endnu et stort arbejde med at udarbejde konkrete løsningsmodeller for håndteringen af migration og asyl i Europa, men det er yderst positivt, at det er lykkedes at nå til enighed om to centrale punkter, nemlig en styrkelse af EU’s ydre grænser og en fælles målsætning om at begrænse migrationen til Europa.
At Tysklands kansler Merkel, Ungarns premierminister Orbán, den franske præsident Macron, Italiens premierminister Conte og indenrigsminister Salvini kan stå sammen og tale positivt om en fælles aftale på et notorisk vanskeligt og kritisk område som asyl og migration, er i sig selv bemærkelsesværdigt. Også den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var forbeholdent positiv og udtalte, at EU med aftaleteksten har ”konturerne af noget, der kan komme til at virke”.
Meget vil nu afhænge af, hvordan aftalen konkret bliver udmøntet, og ikke mindst, hvordan aftalen bliver modtaget af politikere og befolkning i de enkelte lande.
Her er det foreløbig værd at notere sig, at tyske CSU, der med indenrigsminister Horst Seehofer i spidsen har lagt pres på Merkel og resten af Europa, udtrykker tilfredshed med aftalen.
Det kan betyde, at den tyske regeringskrise, som lurede i horisonten, er afblæst indtil videre. Dermed har kansler Angela Merkel, udover at hun endnu engang har reddet sit eget politiske liv, sikret rammerne for tysk politisk stabilitet, som er og forbliver forudsætningen for et vellykket europæisk samarbejde. Men det sker vel at mærke på baggrund af et endeligt opgør med hendes egen ”Wir schaffen das”-linje fra 2015, ligesom Merkels efterfølgende bestræbelser på at lave en model for solidarisk fordeling af flygtninge også er blevet afvist.
Fra dansk side kan man notere sig, at den europæiske tilgang til flygtninge- og migrantudfordringerne i løbet af bare tre år har flyttet sig markant i retning af den danske linje med styrkelse af ydre grænser og begrænsning af migration, som et flertal af danskere længe har støttet.
Med vetoret til lande som Ungarn og Polen i en forestående reform af Dublin-forordningen, som i dag udgør fundamentet under de europæiske landes asylregler, og med uklarheder om placering af de såkaldte modtagecentre, hvor migranter og personer med flygtningestatus skal identificeres, er der endnu mange knaster i etableringen af en fælles migrationspolitik i hele EU.
Men det er glædeligt, at de europæiske lande igen taler sammen ud fra en fælles forståelse af virkeligheden.