Når frygten tager overhånd

Vi kan ikke værne os mod angreb som det i München

Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.
Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.

Frygten var allestedsnærværende den nervepirrende fredag aften og nat, da indbyggerne i München måtte holde sig indendøre, mens politiet ledte efter, hvad man fejlagtigt troede var tre gerningsmænd efter masseskyderiet i og omkring et indkøbscenter i den sydtyske storby. De første mange timer lignede det et terrorangreb magen til dem, Europa på det seneste alt for ofte har været skueplads for.

At frygten har et alt for godt tag i os i disse terrortider, forklarer også den næsten uanstændige lettelse, der bredte sig, da det i de tidlige morgentimer stod klart, at det ”kun” drejede sig om en 18-årig tysk-iraner, der var blevet mobbet i skolen, og som havde skudt og dræbt ni unge, de fleste fra Tyrkiet og Kosovo.

Hans grufulde og nøje planlagte gerning havde ifølge politiets foreløbige efterforskning intet med Islamisk Stat at gøre, men var på femårsdagen for Utøya-angrebet inspireret af den norske massemorder Anders Behring Breivik og et tysk skoleskyderi fra 2009. De første mange reaktioner i form af falske meldinger om flere skyderier, solidaritetstilkendegivelser fra hele verden og tyske højrenationalisters øjeblikkelige instrumentalisering af hændelsen viser dog, at de menneskeforagtende mordere i IS er lykkedes med at sprede frygt og rædsel i vores vestlige demokratier.

Og når Münchens politichef som det første på et pressemøde understreger, at gerningen ikke kunne kobles til flygtningeproblematikken eller Islamisk Stat, før han fortæller, at der var tale om et ”klassisk” masseskyderi, afslører det, hvor højspændt situationen er for øjeblikket. Blot fire dage før München-angrebet havde en ung afghansk flygtning således i IS’ navn angrebet togpassagerer med en økse i Würzburg og dermed begået det første islamistiske angreb på tysk jord.

Terrorfrygten er reel i vores samfund i dag, og det kan desværre ikke udelukkes, at de seneste måneders angreb i Paris, Bruxelles og Nice kan inspirere psykisk ustabile eller taberagtige personer til at gribe til våben for at udødeliggøre sig selv. Der er intet demokrati, der kan helgardere sig imod massedrab begået af mentalt forstyrrede personer. Og en psykisk ustabil person kan desværre sagtens også være jihadist eller højreekstremist.

Selvom vi ikke kan værne os mod angreb som det i München, så kan vi værne os imod, at frygten tager overhånd. Terror næres af angst, og når man er bange, handler man overilet og ufornuftigt. Vi bør i stedet reagere velovervejet, men ikke naivt, sørge for de nødvendige ressourcer til politiet og andre myndigheder samt først og fremmest blive ved med at forsvare vores demokratiers kerneværdier som ytrings- og religionsfrihed. Ellers vinder frygten. ker