Længe har vi levet i mørke, men nu vender det. Omsider. I dag begynder den første forårsmåned, og vi går lysere tider i møde. Marts er digternes måned. Kaj Munk skrev på denne dag for 75 år siden om ”Den Blaa Anemone” – denne flig af nådens trone, der brød gennem jorden og ind i danskernes hjerter så eftertrykkeligt, at den med komponisten Egil Harders melodi er blevet en ”evergreen”, eller en ”everblue” måske, emnet taget i betragtning.
Marts er også Martin A. Hansens måned, for så vidt som ”Løgneren”, en af de mest solgte danske romaner nogensinde, tager sin begyndelse i den første forårsmåned:
”Trettende Marts. Det er taaget. Natanael, jeg har fået lyst til at fortælle dig noget”, og så følger ellers beretningen om Johannes Vig og Sandø, hvorom isen bryder, og hjerterne bliver urolige. Hansens eget hjerte har måske nok banket lidt hurtigt undervejs, for ”Løgneren” blev sendt i radioen, og sidste kapitel var ikke skrevet, da første kapitel blev læst op, men sådan er marts jo også: Noget nyt går i gang, og vi ved ikke, hvordan året ender. Klaus Rifbjerg var for sin del aldrig bange for det nye og skrev blandt meget andet ”Marts 1970” om en forårsmåned, hvor nationen på burlesk vis sættes på den anden ende.
Yderligere oppe i tiden skriver også Sten Kaalø om marts. ”Sangen om glæden – eller det tredie marts-digt” fra samlingen ”Nedskrevet” (1979) begynder: ”Tåget, snavset, marts og solen/ ind fra øst til morgen over bakkens top/ kaster vinduesskygge ind på stolen/ sætter lys i røg og kaffekop./ Nu rutcher sneen af de stejle marker, /nu ligger vore spædbørn mildt og sparker.”
Og ja, normalt rutjser sneen af markerne i marts, men her er 2018 lidt anderledes. Netop som året vender, overdækkes vi af sneen. Man rykker tættere sammen i hjemmene, når det er koldt, men rækker også ud mod andre: Pludselig taler vi med ellers halvfremmede, for vejret er vi fælles om, og alle har en historie at fortælle om, hvor koldt det var på cyklen ind på arbejde. ”Men hvor er det dejligt, at det er blevet lysere” – også dét siger vi til hinanden og mener det; helt uironisk og ægte er begejstringen den samme hvert år. Lys er noget, man deler.
Sådan binder sne og lys sammen i en tid, hvor splittelse, disruption, grøftegravning, mudderkastning og andre mere eller mindre begavede metaforer ellers er i omløb til beskrivelse af samfundslivet. Måske bliver det hele virkelig værre og værre, men med marts måned bliver vi også mindet om, at livet er cyklisk: Livet går ikke bare ned ad bakke, det gentager sig også i en frodig ring, og begge erfaringer – den lineære og den cirkulære – er grundmenneskelige.
”Marts vender tilbage med sit bortgemte lys (...) jordens vage dis stiger lydløst til vejrs.” Sådan skriver chilenske Pablo Neruda i en af sine 100 kærlighedssonetter til sin kone – endnu en digters kloge ord om marts, hvor vi alle stiger lidt til vejrs med lysets tilbagekomst.