Prøv avisen
Leder

Når moder sol stråler for meget

Af Morten Rasmussen, Nyhedsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Den varme sommer understreger behov for klima-handling

Der er næppe belæg for at tillægge bandet Shu-bi-dua særlige profetiske evner, men sangen ”Costa Kalundborg” fra 1982 virker nu alligevel forbavsende præcis i sin spådom om fremtiden:

”Der er sket en forurening af den ydre atmosfære, så meterologerne har lovet, at vi nu får bedre vejr. Eskimoerne får solstik og Sahara bli’r til is og Danmark bli’r det nye tropeferie-paradis.”

I 1980’erne talte man om drivhuseffekten, om hullet i ozonlaget og om, hvordan solens skadelige UV-stråler ville brage uhindret gennem atmosfæren og true både mennesker og dyr. Og det politiske system reagerede overraskende prompte på truslen: I 1987 tilsluttede alle verdens lande sig den såkaldte Montreal-protokol, der forbød brugen af de ozonnedbrydende CFC-gasser, og siden er hullet i ozonlaget blevet stadigt mindre.

Nu, 36 år efter at Shu-bi-duas ørehænger fyldte æteren, har vi netop afsluttet den mest solrige måned i de knap 100 år, DMI har målt solskinstimer. Hele 339 soltimer fik vi i juli, og selvom ”drivhuseffekt” er udskiftet med ”klimaforandringer”, står det klart, at der bag de glade historier om sommerens dejlige grill-aftener, turene til stranden og det rekordstore salg af is, også gemmer sig en anden historie: Vejret er blevet voldsommere, og det ændrer vores liv på måder, vi ikke forestillede os for få år siden.

Ligesom én svale ikke gør nogen sommer, er en enkelt ekstremt varm sommer naturligvis ikke tilstrækkeligt statistisk grundlag for benhårde konklusioner. Med mindet om sidste års grå, kolde og regnfulde sommer kunne det da også være fristende at se sommeren 2018 som en glædelig undtagelse.

Men selvom de slanke palmer endnu ikke ”svajer blidt for brisen bag Jens Hansens bondegård”, som Shu-bi-dua synger, viser alle internationale målinger, at den globale temperatur er steget de seneste 100 år, og at denne udvikling går stadigt hurtigere. En udvikling, der bekræftes i alt fra revnede husmure og gule græsplæner til en voksende rotteplage og det faktum, at skov- og naturbrande nu er en virkelighed, man må forholde sig til fra det sydligste Grækenland til det nordligste Sverige – og også i Danmark.

Dommedagsbasunerne trutter lystigt i klimadebatten, og der er grund til bekymring, men især til handling. Mennesket har gennem historien udvist en forbavsende evne til at trodse et utal af kriser og trusler, og det samme vil højst sandsynligt gøre sig gældende i håndteringen af klimaforandringerne. Med ny teknologi og idérigdom vil vi være i stand til at håndtere mange af fremtidens udfordringer – på nogle områder måske endda vende potentielle trusler til fordele.

Uden den politiske vilje, der blev mønstret ved vedtagelsen af Montreal-protokollen, vil kampen mod klimaforandringerne dog blive et kapløb, der næppe kan vindes.

En voksende middelklasse i blandt andet Indien og Kina ønsker – ganske berettiget – samme levefod som os i den rige del af verden, hvilket betyder et voksende CO2-udslip, medmindre, der politisk træffes de nødvendige beslutninger, som reducerer brugen af fossile brændstoffer markant og styrker alternativerne i form af vedvarende energi fra sol, vind og vand. Og her gavner det naturligvis ikke, at USA’s præsident, Donald Trump, har trukket sit – for øvrigt ekstremt energiforbrugende – land ud af den globale klimaaftale fra Paris.

Hvis ikke fremtidige generationer skal betragte sommeren 2018 som en ganske mild og kølig en af slagsen, skal der handles nu. Og så kan ”Costa Kalundborg” måske forblive en fjollet popsang frem for en spådom.