Munden fri, men hånden bundet, sagde salig Grundtvig og mente, at folk i Danmark skal have lov til at tro og mene, hvad de vil. Kun hvis de griber til vold eller tvang, skal lovens tunge hammer falde.
Det er en god definition på religions- og ytringsfrihed, og den har gennemsyret det danske samfund siden. I Danmark forbyder vi ikke holdninger. Vi forbyder alene handlinger og opfordringer til vold.
Det er værd at holde sig for øje, når man skal vurdere de muslimske grupper og moskéer, som TV2 i denne uge har sat lys på i de første to af tre dokumentarudsendelser. Den offentlige reaktion har ikke ladet vente på sig med krav om, at ikke mindst Grimhøjmoskéen i Aarhus burde jævnes med jorden, som integrationsminister Inger Støjberg (V) kækt formulerede det.
For med skjult kamera påviser tv-stationen, at i hvert fald den moské med sin yderligtgående fortolkning af islam modvirker til integrationen. Her forklarer imamen tro mod Koranen sin menighed, at kvinders utroskab skal straffes med døden, at frafald fra islam også udløser dødsstraf, og at kvinder ikke bør tage arbejde, fordi de risikerer at komme til at være alene med mænd, hvilket er imod islams forskrifter.
Retfærdigvis skal det siges, at det er uklart, om imamen under fredagsbønnen eller i den lukkede studiegruppe blot udlagde islams tekster eller gav udtryk for, hvordan han mener, at forholdene også bør være i Danmark.
Det danske samfunds svar på mødet med denne ekstreme udgave af islam bør ikke være at indskrænke religions- og trosfriheden. De yderligtgående muslimer må tro, hvad de vil, men de må selvsagt ikke forkynde opfordring til vold eller militant islamisme.
Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) har foreslået, at man skal kunne inddrage en godkendelse af trossamfund, hvorefter de mister retten til skattefrihed, hvis en imam for eksempel taler for stening af utro kvinder. Det forslag er rimeligt, men vil ikke løse problemet.
Igennem mere end to årtier har politikerne vidst besked om de parallelsamfund, som store muslimske grupper lever i. Det vil være forkert at gøre moskéerne hovedansvarlige for den udvikling.
En ny rapport fra Tryg Fonden refererer til studier, der viser, at de fleste moskéer herhjemme forkynder en fredelig islam, ligesom rapporten understreger, at radikalisering først og fremmest finder sted via internettet og sociale medier og i mindre grad i moskéerne.
Det er ikke overraskende, at der findes rabiate imamer, men mere overraskende, at de har et publikum. Det har de blandt andet, fordi der i den danske indvandringspolitik er taget for lidt hensyn til at begrænse antallet af indvandrere fra lande med ekstreme udlægninger af islam.
Og at så mange muslimske kvinder ikke har arbejde, bør ikke falde offentligheden for brystet. Det er deres valg at være hjemme ved familien. Men det er absurd, at det danske system med noget, der ligner borgerløn i form af kontanthjælp og offentlige ydelser, har støttet de muslimske kvinder og dermed de parallelsamfund, som ingen er tjent med.