Når paver og patriarker mødes

1000 års splittelse heles ikke på en eftermiddag, men det lysner

Jeppe Duvå
Jeppe Duvå. Foto: Leif Tuxen.

Når de to største kristne kirkers overhoveder mødes i dag i Cuba, er det det foreløbige historiske højdepunkt på et tøbrud, der blev indledt i 1964. Det var en sensation, da pave Paul den Sjette mødte de ortodokse kirkers øverste leder, Konstantinopel-patriarken Athenagoras, på Oliebjerget i Jerusalem, og de tog det allerførste skridt i helingen af øst- og vestkirkens splittelse.

Det var en udstrakt hånd af de store, da pave Johannes Paul den Anden 31 år senere udsendte den økumeniske rundskrivelse med det manende navn ”Ut unum sint”, der udtrykker ønsket om, at de kristne kirker igen ”må blive én”.

Og nu, 52 år senere og 962 år efter bruddet, der delte kristenheden i en katolsk og en ortodoks gren, kan pave Frans og Moskva-patriarken Kirill, der er langt den vigtigste, omend ikke den formelt øverste ortodokse leder, tage nye skridt på kirkernes vej tilbage til hinanden. I den usandsynlige ramme, som en terminal i Havanas lufthavn byder på.

Eller er det hele bare storpolitik indhyllet i røgelse og store kåber? I de dele af Vesten, hvor kristendom og dybe religiøse traditioner betragtes som et døende fremmedsprog, ses der med yderste skepsis på tilnærmelser som dem, vi vil opleve i dag. Men skeptikerne forstår ikke, at tro på dette plan udmærket kan være storpolitik - uden at der er noget odiøst i det - samtidig med at et religiøst topmøde kan have positiv betydning for den måde, hundreder af millioner troende mennesker ser på hinanden på.

Patriarken fra Moskva har over 150 millioner kristne bag sig i den russiske ortodoksi, som i disse år oplever en sand revitalisering. Paven fra Rom repræsenterer omkring 1,3 milliarder katolikker i en kirke, der vokser kraftigt næsten alle steder uden for Europa. Derfor lytter magtpolitikere naturligvis med, når de to ældre herrer i dag udsender en erklæring, der fordømmer forfølgelsen af kristne.

Det er storpolitik, fordi både Rusland og Vesten har geopolitiske interesser i den verdensdel, det handler om, når det gælder kristenforfølgelser - nemlig Mellem-østen. Og det er storpolitik, fordi der hersker en udbredt mistanke om, at Moskva-patriarken er et talerør for Ruslands præsident Putin.

Den yderligere opblødning mellem vest- og østkristne, som dagens møde lægger op til, læses derfor som Putins diplomatiske signaler om, at han gerne vil indlede en fredeligere æra med USA og Europa oven på Ukraine-konflikten.

Lader paven sig så i virkeligheden bruge i Putins kodede signalgivning til Washington og Bruxelles? Måske. Men i så fald er det kalkuleret fra hans side. I pavens optik er Putin en forbigående figur; Vatikanet tænker i årtier og århundreder. Pave Frans' perspektiv er derfor uendeligt meget længere end Putins, og ved at hjælpe Kirill ud på den internationale scene trækker han ham i virkeligheden ud af Putins skygge.

Det bliver sværere for Putin at lukke ned, når han først har ladet det, mange ser som ”hans” kirke, åbne sig. Så paven ved nøjagtigt, hvad han gør, og ligesom sin forgænger, Johannes Paul den Anden, der bedrev mesterligt diplomati under den kolde krig til gavn for Østeuropas befrielse fra sovjetisk undertrykkelse, prøver han på at fastholde et dominerende trosperspektiv på noget, der også handler om magt og politik.

Der findes ikke noget overhalingsspor i den proces, der indledtes i 1964 og - om alt går som ventet - fortsættes i dag. Katolske og ortodokse kristne heler ikke deres næsten 1000 år gamle splittelse på en eftermiddag i en tropisk lufthavn. Men mulighederne er der, og alle bestræbelser på at genskabe de kristnes enhed og nedtone modvilje blandt kirkerne er af det gode - ut unum sint.