Dramaet om en amerikansk dommers kandidatur til en plads i højesteret handler om et retssystem, der er politiseret i en grad, så det både hæmmer det politiske liv og domstolenes troværdighed.
Højesteret skal i den amerikanske statsopbygning udgøre modvægt til præsidenten og Kongressen. Allerede højesterets fysiske placering lige over for Kongressen på Washingtons Capitol Hill viser dens styrke i magtfordelingen. Men hvad der var visionært tænkt af forfatningsfædrene i 1789, har siden udviklet sig til et dommervælde, der tildeler livstidsudpegede jurister en uhyrlig magt.
USA’s højesteret fortolker lovene, omstøder dem og kan reelt indføre nye love på en måde, der gør dens ni dommere til ikke-folkevalgte magtspillere, der sætter både præsidenten og lovgiverne skakmat. Højesteret har igennem sin ikke særligt heroiske historie eksempelvis afgjort, at det var ulovligt at straffe en slavejæger (1842), og at afrikanere aldrig kunne blive amerikanske statsborgere (1857). Af mere nutidige sager har domstolen ment at skulle afgøre, hvordan sundhedsvæsenet skal indrettes, om George W. Bush eller Al Gore skulle vinde præsidentvalget i 2000, om menigmand skal have lov at gå bevæbnet rundt, og om abort er en rettighed i de forskellige delstater. Beslutninger, som vælgerne i de fleste andre demokratier ville betakke sig for at overlade til embedsmænd, de ikke har stemt på, og som de ikke kan afsætte.
Den dommer, der kommer til at sidde på det niende sæde og dermed kan tippe domstolens flertal, får potentielt større indflydelse end nogen præsident. Derfor er det ganske logisk, at præsident Donald Trumps aktuelle kandidat til den ledige stol, Brett Kavanaugh, bliver gransket og udspurgt, sådan som det skete i Senatets retsudvalg i går.
Ingen – ud over de direkte involverede parter – aner, om beskyldningerne mod Brett Kavanaugh for at have opført sig seksuelt aggressivt mod tre kvinder for 35-40 år siden er sande. Muligvis er der sent i går kommet nyt frem i løbet af de vidnesbyrd, han og en af de tre kvinder skulle aflægge i retsudvalget. Men som det amerikanske system er skruet sammen, er det desværre ikke så afgørende, om Kanavaugh er en skidt karl eller liljehvid. At hans faglige kvalifikationer er hævet over diskussion, bliver også blot en detalje. For uanset hvad vil det være en hjertesag for Demokraterne at få bremset den kandidat, som den republikanske præsident peger på.
Kavanaugh er en værdikonservativ, troende katolik. Med ham i højesteret frygter Demokraterne, at de inden for LGBT- og andre identitetspolitiske kerneområder går en lang vinter i møde.
Derfor skal han væltes, og sandhedsværdien af beskyldningerne mod Kavanaugh er reelt underordnet. Som sagt: Anklagerne for stærkt upassende adfærd i hans ungdom kan sagtens være rigtige. Men måske er de det ikke, og i hvert fald kaster det formålsbestemte i Demokraternes velorkestrerede kampagne imod ham et mistænkeligt skær over hele deres forehavende. Sådan er spillet, og når Republikanerne er ude af Det Hvide Hus, forholder de sig tilsvarende – bortset fra at der er ekstra meget på spil i denne forbindelse, fordi der med Kananaugh lige netop er tale om den dommer, der i årtier fremover kan blive tungen på vægtskålen.
Anderledes kan det ikke være, når politik er reduceret til jura, og jura er gjort til politik. Hvis det aktuelle drama i USA har et budskab til os, må det være, at vi skal hindre, at vores lokale domstole begynder at få idéer om, at de skal bedømme lovgivningens gyldighed og i øvrigt irettesætte vores folkevalgte.