Tyskland nye statsoverhoved er på mange måder det nyligt tiltrådte amerikanske statsoverhoveds diametrale modsætning. Frank-Walter Steinmeier er med sin afdæmpede facon, sit rolige gemyt og sin mangeårige erfaring som udenrigsminister kendt for at gøre en dyd ud af at lytte til politiske modstandere og finde kompromiser.
Selvom Donald Trumps navn ikke direkte blev nævnt i Forbundsforsamlingen, hvor 75 procent af medlemmerne i går stemte på Steinmeier, fik Forbundsdagens og valgforsamlingens formand, den kristeligt demokratiske Norbert Lammert, dagens længste klapsalver, da han advarede imod protektionisme og isolationisme og slog et slag for et stærkt Europa, der kun kan løse de globale udfordringer i fællesskab.
Valget af Steinmeier er af den brede politiske koalition, der har båret ham frem til Tysklands højeste embede, blevet udlagt som en modreaktion på USA’s valg af Trump i et tysk valgår, hvor hans socialdemokratiske partifæller med Steinmeier i præsidentboligen har kunnet påføre den kristeligt demokratiske forbundskansler, Angela Merkel, et pinligt nederlag. For Steinmeier var så bredt respekteret, at Merkel til sidst måtte acceptere ham som præsident.
En tysk præsident har dog ingenlunde samme magt som dennes kollega i Det Hvide Hus. Forbundspræsidenten foreslår, hvem der skal vælges til kansler, udnævner ministre, underskriver love og kan benåde indsatte samt udskrive nyvalg. Men embedet er primært ceremonielt. Erfaringerne fra den politisk ustabile Weimarrepublik og det efterfølgende brutale nazistyre har gjort, at statsoverhovedets magt er begrænset, og af samme grund er det ikke de tyske vælgere, men Forbundsforsamlingen, som hvert femte år højtideligt træder sammen og vælger statsoverhovedet.
Præsidentens primære magt ligger i ordet. Embedets autoritet står og falder med, om præsidenten kan leve op til sin forfatningsmæssige rolle som åndeligt og moralsk fyrtårn, der holder sammen på staten. At forbundspræsidenters ord kan få skelsættende betydning for Tysklands anseelse i verden og indre selvforståelse, beviste Richard von Weizsäcker, da han i 1985 talte om Anden Verdenskrigs afslutning den 8. maj 1945 som en befrielsens dag.
Frank-Walter Steinmeier er langt fra en sprudlende retoriker som sin forgænger i embedet, præsten Joachim Gauck. Men han fandt allerede i går de rigtige ord, da han sagde, at ”vi har brug for mod til at lytte til hinanden” og ”ikke fornægte realiteterne, men forbedre dem”. Han vil nu arbejde for at vinde alle tyskeres tillid og indgyde dem mod, når de er bekymrede for, om det kit, der holder sammen på det tyske samfund, har slået revner. I tider, hvor mange hælder til simple løsninger, højtråbende budskaber og alternative fakta, kan Steinmeier blive et troværdigt demokrati-anker i et land, som fremstår splittet af den store flygtningetilstrømning og social ulighed.