Når sandheden er ilde hørt

Politi og medier i Sverige og Tyskland bør droppe skyklapper

Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.
Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.

En svensk reporter fra det store dagblad Dagens Nyheter fortalte allerede i 2013, at ”vi fravælger historier og hændelser, som let kan bruges til fremmedfjendske formål. Vi citerer ikke alt, vi hører, og fortæller ikke alt, vi ser”.

Dengang handlede det om indvandrerrelaterede uroligheder i en forstad til Stockholm, men citatet, bragt på timbro.se, er stadig yderst relevant.

For de chokerende begivenheder nytårsnat i Köln og andre europæiske byer, hvor grupper af asylsøgere forgreb sig seksuelt på hundreder af kvinder, har rejst en legitim og tiltrængt debat om, hvorvidt politiet og medier i lande som Tyskland og Sverige har givet sig selv mundkurv på af frygt for at fremstå racistiske eller blive spændt for en højreekstremistisk vogn.

Der er tale om en misforstået politisk korrekthed, når det tyske politi omtaler omrejsende romabander som mennesker med hyppigt skiftende bopæl. Eller når det svenske politi får besked på at holde signalementsoplysninger om nationalitet, hudfarve og etnisk oprindelse tilbage i indbruds- og tyverisager.

Det gavner ingen at fortie den slags oplysninger, når de er relevante for efterforskningen eller offentlighedens forståelse af en gerning.

Sverige og Tyskland er de to EU-lande, flest flygtninge søgte mod sidste år, og i begge lande ser det ud til, at jo større medie, des større har berøringsangsten været over for at berette åbent om, at det ikke kun er Guds bedste børn, der kommer med flygtningestrømmen. De store public service-stationer i Tyskland er med rette blevet klandret for at prøve at nedtone det, de kan have opfattet som sprængfarligt, nemlig at det var nordafrikanske mænd, der massivt bedrev jagt på kvinder nytårsaften.

Og i Sverige har Dagens Nyheter fået berettiget kritik for først nu at skrive, at mange unge piger for et halvt år siden blev seksuelt forulempet af unge indvandrere ved en festival i Stockholm, selvom avisen allerede i sommer fik flere tip om overgrebene. Overgreb, som, viser det sig, har stået på i flere år, og som både svensk politi og bystyret har kendt til og fortiet.

Men efter de sociale mediers fremkomst er de tider slut, da myndigheder og medier havde monopol på informationsstrømmen. Selvom det sikkert er overdrevet, når kritikere taler om tavshedens kartel, så er det bekymrende for demokratiet, at mange almindelige borgere herhjemme og i vore nabolande har mistet tilliden til de traditionelle medier.

Politiets fremmeste opgave er at forhindre og opklare forbrydelser, og mediernes fremmeste opgave er at finde frem til og rapportere sandheden. Den såkaldte velkomstkultur, som Sverige og Tyskland har brystet sig af, må derfor aldrig degenerere til en fortielseskultur.

Der er behov for en saglig og åben debat om de problemer og udfordringer, vores samfund står med, når vi tager imod et rekordhøjt antal flygtninge og migranter med en anden kulturel og religiøs baggrund og med anderledes værdinormer, end vores samfund er bygget på.

En saglig debat må tage udgangspunkt i fakta, selv hvis fakta viser sig at være ubehageligt nyt. Alt andet ville være uagtsomt.