Prøv avisen
Leder

Nabo-misundelse er aldrig kønt

Lad debatten om lighed handle om de svageste, ikke de rigeste

Når debatten om velfærdssamfundet ruller, citeres gode gamle Grundtvig ofte for sætningen ”da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”.

Ordene stammer fra ”Langt højere bjerge” fra 1820 og er i det lys en næsten profetisk forudsigelse af den fantastiske udvikling, Danmark efterfølgende formåede at gennemføre fra et fattigt bondesamfund til et af verdenshistoriens mest lige og velstående samfund.

Det er en udvikling, vi kan være stolte af, og som både den enkelte og samfundet som helhed bør føle et stort ansvar for at fastholde. Af respekt for generationerne før os og af hensyn til generationerne efter os.

Der er dog tidspunkter, hvor man kan føle, at Grundtvig er blevet overhalet af den nu afdøde historiker Paul Hammerich, der i sin berømte Danmarkskrønike gengav Grundtvig-citatet med et elegant lille ordspil, nemlig ved at beskrive Danmark som et land, ”hvor få har for meget, færre format”.

For lidt for ofte er det, som om den politiske diskussion om ulighed kammer over og bliver en misundelsesdebat, hvor enhver snak om selv ganske små ændringer i diverse skatter og fradrag på rekordtid bliver en diskussion om, hvorvidt naboen får mere ud af det, end man selv gør.

I den sammenhæng er det påfaldende, at partierne ofte ændrer syn på ulighed, alt efter om de er i regering eller i opposition. I 2013, under S-R-SF-regeringen, kunne man eksempelvis høre både den daværende økonomiminister Margrethe Vestager (R) og den socialdemokratiske finansordfører John Dyrby Paulsen udtale, at de ikke havde noget problem med, at regeringens reformer øgede uligheden, så længe man sikrede alle borgere lige muligheder.

Det er en argumentation, der giver god mening. For faktum er, at ulighed, der typisk måles efter den såkaldte ginikoefficient, er et elastisk begreb. Eksempelvis stiger uligheden i en tid med mange studerende, da SU’en er meget lav i forhold til lønnen i selv de lavestlønnede job. Men med uddannelsen følger også en højere indtægt livet igennem, og dermed kan den øgede ulighed på langt sigt være en god investering for både den enkelte og samfundet.

Sat på spidsen kan man også sige, at Danmark vil blive et endnu mere lige land, hvis de rigeste 10 procent udvandrer, da indkomstforskellene i resten af befolkningen så vil blive mindre. Det vil dog næppe gavne samfundet.

Så når Socialdemokratiet, som for få år siden forsvarede en anelse øget ulighed, i dag har kaldt økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) i samråd om ulighed, kan man håbe, at både regering og opposition husker det store perspektiv.

Danmark er fortsat et af verdens mest lige lande. Vi lever i en tid, hvor verden generelt bliver mere lige, og selvom vi i verdens rigeste lande oplever en marginalt øget ulighed, bør det ikke være den afgørende målestok for samfundets udvikling. Der er ingen tvivl om, at ligheden i det danske samfund er afgørende for vores stærke velfærdssamfund. Med en høj grad af lighed, hvor ingen føler sig udbyttet eller sat udenfor, øges også solidariteten og samfundsansvaret. Den lighedstanke er det kun meget få herhjemme, der ønsker at gøre op med.

Lad os efter flere års gold debat om ginikoefficienter i stedet få en kvalificeret debat om, hvordan vi på samme tid kan øge velstanden og løfte de svageste ud af marginalisering. For man kunne jo tænke, at de to ting hang sammen.