Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Kristeligt Dagblad mener: Næsten er blevet smittekilde

Af Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Smittefare må ikke føre til irrationel frygt mellem mennesker

Coronavirussen trænger ind på os i øjeblikket. Vi er i en fase, hvor der tales meget om masker, karantæne og rejsevejledninger. Men under de tekniske spørgsmål ligger en psykologisk proces, der ændrer os. Vi møder mennesker på en anden måde. Mange er nu i tvivl, om de skal give hånd, når de kommer ind i et lokale. Nogle begynder at vurdere fremmedes nærhed i togkupeer. Andre aflyser familiefester, fordi der ikke er grund til at løbe nogen risiko. Disse forholdsregler vil formentlig øges i takt med, at flere smittes.

Når det gælder kampen mod coronavirussen, har de fleste af os i virkeligheden ikke så mange andre valgmuligheder end at blive hjemme ved sygdom, være forsigtige og i øvrigt følge de retningslinjer, som sundhedsmyndighederne lægger frem. Det er danskere som regel gode til. Og i øvrigt lever vi i et samfund, der står bedre rustet end mange andre til at modstå sygdom og krise. Så fornuften råder i det offentlige liv. Men det er værd at overveje, hvad frygten gør ved os som individer.

Mødet mellem mennesker er grundlæggende i livet, og enhver etik er baseret på disse møder. Næstekærlighed kan man kun tale om i forbindelse med et du. Vores normer afhænger kort sagt af, hvordan vi ser og tilgår hinanden. Denne relation er i en undtagelsestilstand i øjeblikket.

Fundamentalt er mange begyndt at se næsten som en smittefare. Der er kommet en risiko-vurdering ind i samværet, selv med vores nærmeste. Og uvisheden om de andre som kilde til fare blandes med uvisheden om fremtiden. Hvor stor bliver udbredelsen? Hvad kommer det til at betyde for mig? Begge uvisheder gør skade. Der findes beretninger om, at voksne gør børn unødigt usikre eller direkte skræmte ved at udmale, hvor farlig situationen kan blive. Man må prøve at undgå den mest irrationelle tænkning, også hvis risikobilledet forværres. Der er perspektiver ved coronaens massepsykologi, som kan føre et sted hen, der ligger den danske tillidskultur meget fjernt, ikke mindst fordi vi lever i et hjørne af verden, hvor vi ikke har væsentlig erfaring med livsfarlige epidemier og først er ved at vænne os til en ny kollektiv frygt.

Der er visdom at hente i kristendommens fortrøstningsfulde tilgang til svære tider. Der er masser af fornuftig omhu, men også en vis tiltro til, at fremtiden bringer noget godt. Det er vigtigt at huske på i en tid, hvor mængden af smittede vokser, og usikkerheden spreder sig. Religionssociologen Rodney Stark har peget på, at kristne historisk har haft lavere dødelighed i tider med pest, fordi man tog sig bedre af de syge, både fremmede og familie, mens andre flygtede. Panik hjælper ingen. Fornuften må råde. Men fornuft er altid afvejelse af risiko og mulighed. Vi kan ikke undgå at røre ved håndtag eller andre mennesker de næste måneder, og enhver berøring er risiko. I den afvejning må man huske, at tillid til andre mennesker er uundværlig for både syge og raske.