DEN OFFENTLIGE narkobehandling er i de sidste mange år blevet kritiseret for at være elendig, tilfældig og visionsløs. Og med god grund. Det seneste eksempel er den enøjede diskussion om at indføre statsheroin, som de fleste nuværende og tidligere narkomaner i parentes bemærket er modstandere af. Tankegangen dækker i udgangspunktet over den samme form for desperation, som også gjorde sig gældende i metadon-behandlingen. Det dulmer, men fjerner ikke problemet. I virkeligheden er der tale om en form for offentlig symptombehandling, som ikke vil se i øjnene, at der skal tages anderledes fat om problemet, hvis man vil redde en større del af landets mange narkomaner. Narkomaner er syge mennesker, og som med alle andre sygdomme skal årsagerne fjernes, hvis den ikke skal blusse op igen. Det er muligt, at statsheroin vil lette livet for de narkomaner for hvem, alt andet håb er ude, og det vil uden tvivl også mindske kriminaliteten. Men det må aldrig komme til at stå alene endsige spille en stor rolle i behandlingen. Derfor er det glædeligt, som det kan læses i dagens avis, at Statsfængslet i Vridsløselille har indgået et succesrigt samarbejde med den private behandlingsinstitution Kongens Ø. Kongens Ø er baseret på den amerikansk-udviklede Minnesota-model, som for nogle år siden blev introduceret i den hjemlige narkobehandling, og som fra begyndelsen blev mødt af skepsis fra offentlig hold. Det kan være svært at svare på, hvad det skyldtes. Men gætte kan man jo altid. Et par kvalificerede gæt kunne være, at det i og med, der var tale om private behandlingstilbud, som tilmed i vid grad blev ledet af tidligere misbrugere, blev mødt af stor mistænkeliggørelse fra de offentlige eksperter. I hvert fald værgrede de fleste kommuner og amter sig ved at sende narkomaner på Minnesota-kur, selvom resultaterne var gode. Samtidig griber de private institutioner også behandlingen anderledes hårdhændet an. Narkomanerne skal nedbrydes, deres identitet skal knækkes for at blive genopbygget igen til et liv fri for alle former for stimulanser og en dagligdag med kedsommelige rudekuverter. Alt det de har arbejdet så ihærdigt på at flygte fra. Og så lugter det alt sammen en lille smule af Oxford-møde og ny åndelighed, hvor den ene afhængighed erstattes af en ny, mener kritikerne. Men i valget mellem en dødbringende afhængighed af narko og en afhængighed af en kraft uden for dig selv, om man så kalder den gud eller 12-punkts-programmet, må valget være soleklart. Det er der heldigvis fornuftige kræfter i det offentlige system, som er ved at indse. Så må man bare håbe, at de samme gode kræfter også kan holde fingrene fra behandlingen, så den kan fortsætte med at være privat og anonym, baseret på de samme gode principper.weis