Prøv avisen
Leder

Nationalfølelse er ikke en trussel

Historiske rødder er forudsætningen for fællesskab

Jeg bytter Danmark ei,

For Ruslands Vinterørkner,

For Sydens Blomstermai.

Ei Pest og Slanger kiende vi,

Ei Vesterlandets Tungsind,

Ei Østens Raseri.

Havde digteren Adam Oehlenschläger levet i dag, ville han næppe være sluppet af sted med ovenstående vers fra digtet Fædrelands-Sang, som vi i dag kender under titlen ”Der er et yndigt land”.

En så udiplomatisk fremhævelse af ens fædreland havde ikke fundet nåde i en tid, der som vores hylder en grænseløs globalisering på bekostning af det nationale. Tag bare udlændingedebatten, hvor bekymringen over dårlig integration og voksende migrantstrømme affejes af toneangivende aktører, der samtidig giver udtryk for at ”være flove over at være danske.”

Eller rettere: Sådan er holdningen hos en mindre gruppe af politikere og debattører. For det store flertal af danskere – og andre folkeslag, for den sags skyld – kan sagtens kombinere nationalfølelse og global bevidsthed. Ja, nationalfølelse er faktisk forudsætningen for demokrati og fællesskab, som den britiske forfatter og filosof Roger Scruton skarpt og præcist beskriver det i dagens avis:

”Vi har brug for en identitet, der skaber medborgerskab – den relation mellem staten og den enkelte, hvor hver er ansvarlig over for den anden. Det er, for almindelige mennesker, hvad nationalstaten tilbyder.”

Sprogligt, kulturelt og historisk er vi på godt og ondt bundet til et bestemt sted. Det gør os ikke bedre end andre, men det gør os til os. Så når der fra flere sider udtrykkes en begrundet bekymring over Brexit og Trumps isolationisme, er det vigtigt at huske, at begge disse fænomener ikke er udløst af årtiers voksende nationalisme, men nærmere er en konsekvens af årtiers forsøg på at formindske betydningen af et nationalt tilhørsforhold til fordel for en luftig tro på, at vi alle er globalister.