Vild natur er ikke menneskeskabt

Natur er til for mennesket, og derfor skal vi passe på den

Naturen kan være ubarmhjertig. Det skal man ikke have opholdt sig længe i den for at vide. En fugleunge bliver skubbet ud af reden og dør på jorden. En edderkop piner en flue ihjel i sit net. En hval støder på grund på lavt vand og bliver kvalt langsomt. Men naturen er også overdådig. Fantastiske udsigter, vilde farver og den forunderlige genopstandelse af planter og dyr, år efter år. Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde, digtede Brorson i 1734. Naturen har i årtusinder været en uendelig inspirationskilde for kunstnere, og i kirkelig sammenhæng har man fra gammeltestamentlig tid set alt det skabte som en refleksion af Guds umådelige og umålelige storhed.

For tiden er der stadig større opmærksomhed på denne natur. På at plastic spreder sig uhæmmet i grøfter og på havet, og på at der bliver færre insekter, færre vilde fugle og i det hele taget færre dyrearter. Derfor er det forståeligt, at ønsket om at begrænse menneskets dominans over naturen vokser. Den nye regering har som et af sine mål at skabe mere uberørt natur og at beskytte biodiversiteten. Arternes udryddelse skal bremses. Blandt andet vil Socialdemokratiet seksdoble arealet med urørt skov herhjemme.

Danmark er dog om noget et kulturland, hvor der stort set ikke findes en kvadratcentimeter, som er uberørt af menneskehånd, hvis man blot går få generationer tilbage. På godt og ondt har mennesker altid haft stor indflydelse på, at alt ser ud, som det gør i dag. Nu spreder den idé sig så, at vi helt bevidst skal trække os tilbage og lade naturen passe sig selv. Det er ikke bare en dansk idé, men en tanke, der griber om sig i hele Europa, ja, i hele verden.

Der er imidlertid grund til at tænke sig rigtig godt om, som reportagen fra Mols Bjerge i dagens avis anskueliggør. Det er nemlig ikke givet, at naturen bliver ”bedre”, fordi man overlader den til sig selv. Eller mere præcist er paradokset, at mennesket netop ikke kan overlade naturen til sig selv, men aktivt vil tilrettelægge et bestemt område til at være vildt.

Det er i sig selv en kultivering med indbyggede dilemmaer. På den ene side har menneskets rovdrift på natur ødelagt umådeligt meget gennem tiden. På den anden side er det en bunden opgave at dyrke og bruge naturen til fælles gavn for at kunne brødføde mennesker. De næste 30 år står kloden med et svimlende behov for at kunne mætte en hastigt voksende befolkning med 70 procent flere fødevarer. Vi får også brug for enorme landområder til at producere energi for at kunne frigøre os fra fossile brændstoffer.

Som et landbrugs- og kulturland har Danmark en særlig pligt til at dyrke jorden. Det er ikke en tilladelse til at misbruge den, og den skal forvaltes ansvarligt. Dele af den skal måske være mere ”vild”, men grundlæggende er naturen til for menneskets skyld, ikke omvendt. Og derfor skal vi passe bedre på den.