Fortid bør ikke altid forblive fortid. Især ikke, når fortiden drejer sig om nulevende danskeres mulige deltagelse i en af historiens største forbrydelser mod menneskeheden, Anden Verdenskrigs holocaust.
Derfor er det på samme tid skammeligt og glædeligt, at en repræsentant fra Simon Wiesenthal Center i tirsdags var rejst fra Israel til København for at politianmelde den nu 90-årige Helmuth Leif Rasmussen.
Skammeligt, fordi centret allerede sidste år opfordrede den danske regering til at reagere på nye oplysninger om Helmuth Leif Rasmussens gerninger som nazistisk Frikorps Danmark-soldat og vagt i en kz-lejr i Hviderusland, men blev afvist.
Og glædeligt, fordi centret med politianmeldelsen viser nazismens ofre og deres efterladte den respekt at fastholde, at selv de mindste tandhjul har et ansvar for det maskineri, der førte til udryddelsen af seks millioner jøder.
Der findes da flere umiddelbart fornuftige grunde til i dag, 70 år efter Anden Verdenskrigs afslutning, at stoppe med retsforfølgelsen af mulige krigsforbrydere.
Det er dyrt, det er besværligt, og det kan meget vel ende med ingenting, da de fleste vidner er døde og beviserne forsvundne. Desuden blev godt halvdelen af de cirka 6000 danske medlemmer af Frikorps Danmark dømt efter krigen, herunder Helmuth Leif Rasmussen, så en form for retsopgør har fundet sted.
Men når der kommer nye oplysninger frem om krigsforbrydelser, endda med navn på de mulige skyldige, er det ingen undskyldning, at en retsforfølgelse kan være besværlig.
Og det er netop tilfældet med Helmuth Leif Rasmussen, hvis rolle som vagt i kz-lejren Bobruisk blev belyst i den meget roste bog ”En skole i vold”, som historikerne Dennis Larsen og Therkel Stræde fik udgivet sidste år.
At en afstand på syv årtier ikke er en forhindring for en dom, så man for kun en uge siden i Tyskland, hvor den 94-årige Oskar Gröning, kendt som ”bogholderen fra Auschwitz”, blev idømt fire års fængsel for delagtighed i massedrab.
Og det uden at være kendt skyldig i selv at dræbe et andet menneske, men alene på grund af sin rolle som dødslejrens bogholder, der førte regnskab over de jødiske fangers ejendele og penge.
Fra flere danske politikere lyder det ganske rigtigt, at de som politikere hverken skal sigte eller dømme mulige krigsforbrydere. Men det er alligevel udtryk for en misforståelse, når Socialdemokraterne afviser at blande sig, og når det fra Venstre lyder, at tiden er ”løbet fra det opgør”.
Der er jo en grund til, at man i retssystemet netop har valgt at sige, at der ikke er forældelsesfrist på drab i modsætning til mindre forbrydelser.
Og det er i høj grad et politisk ansvar at sikre ressourcer og rammer, så politi og domstole kan efterforske og i sidste ende sigte og dømme mulige krigsforbrydere, der vel at mærke aldrig selv har undskyldt eller taget ansvar for deres gerninger, men i stedet kalkuleret med, at alt blev glemt, hvis bare de gemte sig længe nok.