Tirsdag formiddag holdt tre Venstre-ministre et pressemøde, der bagefter blev mere omtalt for sin form end for sit indhold. Indholdet var et budskab om, at hvis Socialdemokratiet havde været regeringsbærende i årene 2015-2018, ville der være kommet 53.300 flere asylansøgere til landet, end der faktisk er kommet under Lars Løkke Rasmussens Venstre-ledede regering. Altså: At sætte Mette Frederiksen (S) til at lede landet, er at spille hasard med den stramme og bæredygtige udlændingepolitik, som alle er begyndt at tage for givet. Så vidt indholdet. Det var pressemødets form, der vakte opsigt. Formen var det, der kaldes negativ valgkamp – at man fører kampagne ved at fremhæve modpartens fejl og mangler, ikke ved at fortælle om egne planer og kvalifikationer.
Venstre-ministrene førte skræmmekampagne, hed det straks efter. Kan man det? Må man det? blev der forarget spurgt i mangt et kommentarspor. Pressemødet blev endog kaldt ”helt bizart” af Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.
Forløbet er interessant, fordi man bag det aner, at krænkelsesparatheden nu også har gjort sit indtog i den politiske sfæres ellers mere hårdhudede kredse. Når man ser bort fra de helt forventelige og politisk automatiserede fordømmelser af det happening-agtige pressemøde, står der stadig en portion forbløffende autentisk forundring, ja, sårethed over det tilbage.
Der er ingen tvivl om, at pressemødets budskab om det meget præcise antal fantom-flygtninge, som Danmark kun takket være Lars Løkke er sluppet for, i bedste fald er tyndbenet. At lave den slags kontra-faktiske beregninger er spekulativt grænsende til det fjollede og bygger på den utroværdige præmis, at udlændingepolitikken havde været frosset fast, hvis rød og ikke blå blok havde vundet folketingsvalget i 2015. Behøver man minde om, at nogle af de mere virkningsfulde stramninger i dansk udlændingepolitik gennem tiden er sket under S-ledede regeringer?
Faktisk burde oppositionen være taknemmelig for at have en modstander, der benytter sig af en skræmmekampagne, der er så nem at tilbagevise. Og så kunne man minde de harmfulde om, at det til alle tider har været – og vel egentlig bør være – et bærende element i politisk debat, at man søger at eksponere modstandernes utilstrækkeligheder, påståede eller reelle. Hvis de negative påstande bliver for monstrøse, er de dejligt nemme at vende til egen fordel for den, der angribes. Sympatien flytter sig.
Det ved de alt om i Socialdemokratiet. Negativ politisk kampagne blev i nyere tid bragt til et mindre elegant højdepunkt, da daværende S-statsminister Poul Nyrup Rasmussen foran nationens øjne rev sin udfordrer, daværende Venstre-formand Anders Fogh Rasmussens bog ”Fra socialstat til minimalstat” i stykker op til folketingsvalget i 2001. Nyrup tabte valget. Tre år før havde fagbevægelsens kampagne mod Venstre og De Konservatives boligpolitiske udspil offensivt brugt daværende V-formand Uffe Ellemann-Jensens private boligøkonomi som argument for at stemme rødt. Dengang virkede det, og Nyrup kom til magten. Og hvis nogen skulle tro, at negativ kampagne er et gammelmandsfænomen, så kig bare på de politiske ungdomsorganisationer. De perfektionerer løbende kunstarten at tale modstanderen ned og moderpartiet ud af fokus.
Politiske budskaber skal kunne udfordres og trykprøves. Det er i alles interesse, at der kan gås hårdt til sagen, og som episoden med V-pressemødet har vist, er det slet ikke givet, at den mest aggressive part vinder på det.