Fra privatliv til politik – følelser trumfer alt. Tidens bud er, at hvad følelserne siger én, skal man lytte til og handle på.
Når den nyligt fratrådte næstformand for et stort politisk parti i et interview med BT beretter om, hvorfor han nu forlader moderen til sine tre børn og hustru igennem 21 år til fordel for en anden, begrunder han det med, at han måtte følge sine følelser. Det er rimeligt nok; når det ikke er krig eller katastrofer, der tvinger ægtefæller fra hinanden, skyldes bruddet trods alt ofte følelser. Så det interessante er noget andet: en voksen mands fremstilling af følelser som noget, der på ingen måde, end ikke udtrykt i en bisætning, kunne tænkes opvejet imod eller blot modereret af hans vilje, moral eller fornuft.
Alle steder i samfundslivet begrundes forlig, aftalebrud, stillingsbesættelser og meget andet med, at det ”føles som det rigtige at gøre”. Der er tale om mere end et sprogligt overfladefænomen. Og igen er det ikke følelserne, der er problemet. Det, der bør bekymre, er ophøjelsen af dem til uimodståelig naturkraft, til en på forhånd accepteret og altid retvisende autoritet.
Man taler om følelsernes fornuft. Sandt er det, at mennesker, der ikke lytter til deres følelser, især i mellemmenneskelige forhold, er seriøst udfordrede. Følelsen af, om noget er godt eller det modsatte, er afsættet for al sund erkendelse. Hvad man føler, er for mange det vigtigste kompas i tilværelsen. Følelseskulde er en egenskab, de færreste ønsker at få hæftet på sig, og den er kun efterspurgt – og da ofte benævnt som koldsindighed – hos militærfolk i livstruende kampsituationer og hos akutlæger, der i triagen skal frasortere de mest sårede for at bruge kræfterne på dem, der kan reddes.
Følelsernes indlysende forrang frem for andre rettesnore er en forestilling, der formentlig stammer fra romantikken og i vor tid er et glædeligt udtryk for overskud: Vi har råd til at lade os lede af, hvad vores mavefornemmelse siger os, fordi maven rummer andet end fysisk sult.
Men følelser alene er alligevel ikke nok, hvis man skal bestræbe sig på at leve sit liv, så man tager hensyn til andre. Følelser, uanset hvor berusende de måtte være, som den enkelte ikke lader korrigere af etik, er kun en halv attitude væk fra at være det samme som drifter. Ligesom kristendommen, hvoraf etikken i vores kulturkreds lykkeligvis stadig udledes, bliver halv, hvis den reduceres til at handle om en god følelse af fred og harmoni. Kristendommen er også nogle radikale bud om at ændre sit liv og reflektere over sine følelser, inden man handler.
Følelserne må ikke blive til en absolutisme, der minder om religionserstatning. Det er sjældent det rigtige at gøre individets flygtige indskydelser til livslære.