Der er formentlig tale om verdens ældste værdidebat. Omskæring af drengebørn har været praktiseret i mere end 4000 år – og cirka lige så længe har der været mennesker, som finder ritualet problematisk og vil forbyde det.
Nu kører omskæringsdebatten så igen på de høje nagler herhjemme. SF har meddelt, at de går ind for et forbud, De Radikale er imod omskæring, men ønsker ikke et forbud, mens De Konservative, Liberal Alliance og Alternativet vil stille deres medlemmer frit. I går meddelte Socialdemokratiets sundhedsordfører så, at de ikke støtter et forbud.
Med et borgerforslag om forbud mod omskæring på vej mod de nødvendige 50.000 medunderskrivere vil spørgsmålet sandsynligvis før eller siden lande i folketingssalen. Inden de ansvarlige politikere skal træffe den beslutning, skal de tænke sig rigtig godt om. Og det store flertal af danskere, som også går ind for et forbud, må gerne tænke med.
For rettroende jøder er drengeomskæring et pagtstegn og dermed et helt afgørende aspekt af deres jødiske identitet. Også for mange muslimer er drengeomskæring en ældgammel og central religiøs og kulturel praksis. Nogle medlemmer af det jødiske mindretal, hvis familier har været en del af det danske samfund siden 1700-tallet, vil med et forbud være nødt til at forlade landet. Flertallet af dem vil formentlig forsøge at fastholde ritualet ved at få det foretaget i udlandet, og således kan vi få mistænkeliggjort og kriminaliseret forholdet mellem forældre og børn.
Hvis Danmark forbyder omskæring af drengebørn, vil vi være det første land i verden, som gør det. Og det kan godt være, vi selv tænker, at vi dermed i fremskridtets navn har gjort de sagesløse muslimske og jødiske drengebørn en stor tjeneste. Men sådan vil resten af verden ikke se på det. De vil opfatte Danmark som antisemitismens fortrop. Også selvom den udbredte folkelige opbakning efter alt at dømme ikke har ret meget med antisemitisme at gøre, men derimod en del med modvilje mod muslimer og endnu mere med en udbredt og misforstået opfattelse af barnets ret til selvbestemmelse.
Når bolden ruller, kan de fornuftige danskere, der blot i egen selvforståelse ønsker at bekæmpe denne såkaldte lemlæstelse, protestere alt det, de vil. Det vil ikke ændre ved den internationale opfattelse af Danmark som landet, der gennemførte et historisk udfald mod muslimske og jødiske mindretal.
Endelig er der grund til at tro, at Grundlovens formulering om ”retten til at dyrke Gud på den måde, der stemmer med ens overbevisning” også omfatter retten til omskæring.
Men hvad så med burkaerne, vil nogen indvende. Hvis vi kan forbyde religiøst betinget beklædning, kan vi vel også forbyde et fysisk indgreb på drengebørn?
Nej, for det første er burkaforbuddet indført som maskeringsforbud med henvisning til, at alle i et åbent samfund skal give sig til kende i det offentlige rum. Det er en saglig begrundelse, som ikke kan bruges til noget i omskæringsdebatten. Og hvis burkaerne skal opfattes som et pagtstegn, er det ikke med en religion, men med en politisk ideologi, islamismen, som udgør en reel trussel i samfundet. Forbuddet mod burkaer er et forsøg på at kæmpe for det frie, åbne samfund, et forbud mod omskæring vil gøre Danmark til banner-fører i kampen mod religionsfrihed.
Politikerne skal nu vise, om de kan modstå fristelsen til at rette ind efter det brede flertal i befolkningen, som ønsker et forbud. Det kræver et vist format. Men det er der heldigvis stadig politikere, der har.