Det har vakt debat, at Fredens Moské i Aarhus i slutningen af april ved hjælp af mikrofon og højttalere kaldte til fredagsbøn ud over kvarteret i Gellerup.
Senest har en række protestaktioner i området fået en gruppe unge muslimer til at svare igen med nye højlydte bønnekald, og i mellemtiden kører den politiske debat efter det velkendte skema, som var hverdag i Danmark før coronakrisen.
Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og De Konservative vil have bønnekald forbudt, mens Venstre og Socialdemokratiet helst vil tale om noget andet. Det samme gælder Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), som indtil nu blot har opfordret Fredens Moské til at holde igen med bønnekald under henvisning til landets ”vanskelige situation”, ligesom Aarhus-biskop Henrik Wigh-Poulsen har nøjedes med at inddrage den dispensation til Gellerup Kirke, der oprindeligt var led i en fælles ramadan-markering med klokkeringning og bønnekald.
Den manglende lyst til at tage principiel stilling til bønnekald er slående. Men det er på tide, at både regering og kommunale og kirkelige myndigheder forholder sig til sagens kerne og ikke blot gør det til et spørgsmål om decibel-niveau og kommunale tilladelser: Skal muslimsk bønnekald med højttalere være tilladt i Danmark?
Hovedargumentet for at tillade bønnekald vil være den udstrakte religionsfrihed, som sikres i og med Grundlovens paragraf 67, hvori det hedder, at borgere i Danmark ”har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres over-bevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.
Imod bønnekald taler en række forhold, herunder at højtlydende bønnekald ud over hele boligkvarterer i sig selv kan siges at indeholde en potentiel forstyrrelse af den offentlige orden, ligesom religionsfriheden efter nyere retspraksis også omfatter retten til at være fri for at blive konfronteret med andres gudsdyrkelse.
Men hvad så med kirkeklokker, vil nogen indvende? Lyden fra klokkeringning når jo også ind i mange danske hjem søndag efter søndag, uanset om de ønsker det eller ej. Ja, det gør de, og det har de gjort i tusind år.
Den historiske og kulturelle forskel er væsentlig, og debatten om muslimsk bønnekald kommer ikke uden om at forholde sig til, at kristendommen er en historisk forankret del af dansk kultur og derfor indtager en særstilling, som også er indskrevet i Grundloven. Historisk har muslimsk bønnekald omvendt signaleret, at her er islam hovedreligionen.
I den aktuelle sag har Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard henvist til, at der ikke for nuværende findes lovgivning, som regulerer bønnekald.
Lad os derfor snarest muligt få regeringen til at klargøre retsgrundlaget. Udgangs-punktet bør være, at muslimsk bønnekald fra højttalere ikke bør finde sted i Danmark.