Storbritanniens overraskende og kloge nej til at deltage i en militær straffeaktion mod Bashar al-Assad i Syrien og Natos signal om det samme bør naturligt føre til, at Danmark også afstår fra at være del af en amerikansk ledet militæraktion. Regeringen har handlet pinligt usikkert med sine skiftende meldinger og manglen på en klar plan for, hvad et angreb på Assads baser i Syrien skal føre til.
LÆS OGSÅ: Historiens sår bløder i Syrien
Selvom det endegyldigt kan bevises, at den syriske diktator har overskredet alle grænser for civilisation og står bag det giftgasangreb, der har kostet mange hundrede syrere livet, risikerer en straffeaktion at gøre langt mere skade end gavn. Et syrisk gengældelsesangreb på for eksempel Israel vil få uoverskuelige følger. USAs præsident, Barack Obama, har talt om at straffe Syrien, ligesom Nato-styrker engang straffede Serbien for overgrebet på Kosovo-albanerne. Men Syrien er ikke Kosovo. Der er stor risiko forbundet ved selv et begrænset angreb. Det er nemt at komme ind i en militær konflikt, men svært at komme ud, og det er ikke en eskalering af krigen i Syrien, der er brug for.
Hvis omverdenen ønsker at lindre den syriske civilbefolknings lidelser, må angrebsplanerne veksles til en massiv humanitær indsats for de millioner af flygtninge, som borgerkrigen har skabt. Danmark bør gå ind i en sådan indsats med alle tænkelige ressourcer, og det er glædeligt, at regeringen i går bevilgede endnu et betydeligt beløb til at afhjælpe den massive humanitære katastrofe.
Konflikten i Syrien er den måske mest komplicerede i regionen. Den er blandt andet etnisk og religiøs, og det kaos, der allerede hersker i landet, truer med at brede sig.
–– Den kristne minoritet i Syrien er særligt vanskeligt stillet. Den har historisk set haft betydelig frihed under Assads og før ham faderens diktatur. Assad selv tilhører ligesom magteliten i landet den muslimske sekt alawitterne, der igennem århundreder var undertrykt. Alawitterne blev siden selv undertrykkere, men i et delvist sekulært diktatur, der accepterede en vis religiøs mangfoldighed.
Der er en grund til, at alle lokale kirkesamfund i Syrien og i regionen fraråder militær indgriben. De frygter at blive ofre for repressalier for et amerikansk ledet angreb. Vesten er den kristne verden, og de kristne minoriteter i hele Mellemøsten lider under forfølgelse af islamister, der ønsker at hævne Vestens fremfærd.
Ingen af de sandsynlige udfald på borgerkrigen i Syrien er attraktive. Forbliver Assad ved magten, sender det et signal til omverdenen om, at en nådesløs brug af vold er vejen frem for trængte regimer. Samtidig må ikke mindst det sunnimuslimske flertal forvente en fornyet brutalitet fra et hævngerrigt Assad-styre.
Falder Assad, kommer oprørerne til magten. De var tidligere domineret af mere sekulære frihedskæmpere, men er i dag en langt mere broget skare af ikke mindst radikaliserede antivestlige muslimer. Ligesom det ikke har været tilfældret i Irak, Libyen og Egypten, er det heller ikke i Syrien konturerne af et liberalt demokrati, der tegner sig. Også de kristne frygter den dag, Assad falder. Da kan verden blive vidne til en etnisk og religiøs udrensning af katastrofale dimensioner.
Vesten har begået store fejl i Mellemøsten og er måske på vej til at begå endnu en. Den brutale virkelighed, der strider imod al humanistisk og demokratisk tænkning, er, at verden kan være bedre tjent med en forudsigelig, gal diktator end med et uforudsigeligt og ukontrollabelt styre.
En vestlig aktion mod Assad kan være den gnist, der udløser et regionalt ragnarok. Derfor skal vi ikke gribe militært ind i Syrien. bjer