Prøv avisen
Leder

Nej til nyt syn på borgerens krop

Af Anders Ellebæk Madsen, Redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Borgerforslag burde ikke tale om ”automatisk donation”

Skal vores organer som lunger og lever automatisk kunne benyttes til at hjælpe syge mennesker, når vi dør? Det er kernen i en debat, som nu igen kommer op i Folketinget, fordi et borgerforslag har fået 50.000 underskrifter og dermed kan fremsættes som beslutningsforslag. Som det er i dag, skal man aktivt vælge at blive organdonor. Derefter har læger lov at bruge vores organer, når vi dør. Det nye forslag går på, at man som udgangspunkt er organdonor og aktivt skal vælge det fra, hvis man ikke ønsker, at ens organer skal fjernes fra kroppen efter døden, eksempelvis af principielle årsager.

Intentionen er god. Der dør hvert år danskere, som ville overleve, hvis de havde fået de nødvendige organer. Og det ville flere af dem få med den foreslåede lovændring.

Men selve lovændringen vil rykke andre principper. Forholdet mellem stat og individ vil flytte sig. Staten vil på en ny måde eje individets krop, når denne overgår til dødens tilstand. Det har historisk været et kendetegn på civilisation, at staten tillader borgeren et frihed til at træffe vigtige personlige valg. Her vil vi bevæge os i den forkerte retning, hvis staten bruger borgerens krop som middel, uden at det er gennemtænkt og tilvalgt af borgeren.

Tilsvarende er vores måde at omgås døde på et kriterium for civilisation. I situationer, hvor mennnesker er ude ved grænsen af det menneskelige som i krige, lader vi lig ligge på jorden og går videre, mens vi omvendt under optimale omstændigheder udtrykker nænsomhed og siger noget om det afsluttede menneskelivs betydning ved afskeden.

I flere lande har man indført formodet samtykke, som det kaldes, når borgerens organer kan bruges til operationer uden borgerens accept. I Island skete det i juni. I Europa er det nu cirka hvert andet land, der har sådan en lov. Men i Danmark har man været mere påpasselig. Det er godt, for der er en del tvivlsomme sider ved udviklingen. Som flere eksperter har sagt her i avisen, skal man for eksempel bide mærke i, at der er langt mellem de 90 procent af befolkningen, der er positive over for organdonation generelt, og de 30 procent, der støtter idéen om formodet samtykke. De fleste har nemlig den sunde tankegang, at det er glædeligt, når et ungt menneske kan få forlænget livet, fordi en anden har doneret sine organer, men at det ikke bør ske, uden at donoren har udtrykt ønske om det.

Sproget er altid et godt sted at spore problemer. Hidtil har vi talt om organdonation. Det er altså en gave, der gives. For ”donatum” betyder ”givet” på latin. Nu begynder vi at tale om udtagelse af organer som borgerpligt. Men når gaver ikke gives efter eget ønske, er de ikke længere gaver. Derfor er det også uredeligt, når borgerforslaget bærer titlen ”Automatisk organdonor fra man fylder 18”.

Rigtigst ville det være at holde fast ved giver-perspektivet og betragte det aktive tilvalg af organdonation som et generøst tilbud til et andet menneske.