Set med danske øjne kan det virke mystificerende, at en korruptionssigtet politiker, som har ført en beskidt valgkamp fyldt med personangreb og kritik af den frie presse, formår at hive sin femte valgsejr i land. Set med israelske øjne er det dog ikke så mærkeligt, at Benjamin Netanyahu nu står til at slå statsgrundlæggeren David Ben-Gurions rekord som Israels længst siddende premierminister.
Valget i Mellemøstens eneste rigtige demokrati blev en folkeafstemning om ”Bibi”s person, og den ekstremt dygtige polemiker er – ligesom for fire år siden – lykkedes med at fremstille sig som israelernes eneste garant for sikkerhed. Hans valgsejr er desto mere en bedrift, når han ved dette valg for første gang for alvor blev udfordret af et blot få måneder gammelt nyt parti, Blå-Hvid, med hele tre forhenværende forsvarschefer i spidsen, hvoraf de to har tjent under ham, og den tredje er hans tidligere forsvarsminister. De burde om nogen kunne give ham kvalificeret modspil og israelerne tryghed.
Men de blå-hvide ledere med Benny Gantz i spidsen har stirret sig blinde på at vælte Netanyahu frem for at tilbyde et konkret politisk program og et reelt alternativ til især de højrefløjsvælgere, som går mere op i at kunne leve i sikkerhed i en stabil og velstående jødisk stat end i, om premierministeren har autoritære træk, er moralsk anløben og ikke har så meget andet at tilbyde end sig selv og sine venskaber til verdensledere som Donald Trump og Vladimir Putin. Så længe denne premierminister sørger for, at der ikke kommer en stor krig, der koster israelske liv.
På dette område har Netanyahu leveret varen med sine lynkrige i Gaza, sin kontroversielle mur på Vestbredden, der har ført til et drastisk fald af terrorangreb i Israel, sin tilnærmelse til de arabiske naboer, sine angreb på iranske stillinger i Syrien og sin kompromisløse tilgang til palæstinenserne. Hans stædige negligering af en dialog med palæstinenserne er og bliver en stor forhindring for fred. Men mange israelske vælgere er enige i, at man ikke skal række palæstinenserne hånden. For hver gang de har gjort det, har resultatet været flere blodsudgydelser, er deres bitre erfaring. De har affundet sig med status quo, og den forliste fredsproces har ikke spillet nogen stor rolle i valgkampen, bortset fra at Netanyahus løfte om at annektere jødiske bosættelser på Vestbredden kan have sikret ham de altafgørende højrereligiøse stemmer.
Nu skal han så indfri disse løfter over for sine højrereligiøse koalitionspartnere, og her er det yderst tvivlsomt, at den amerikanske præsident, Donald Trumps, længe ventede og fortsat ukendte ”århundredets fredsplan” har en bedre chance for succes efter Netanyahus sejr, sådan som Trump ellers gav udtryk for i går i sin lykønskning til sin israelske ven. Hvis Netanyahu holder fast i den folkeretsligt ulovlige annektering, kan det få uoverskuelige konsekvenser – ikke blot med en ny blodig intifada i de besatte områder, men i hele Mellemøsten. Det ville være dybt uansvarligt, for palæstinenserne har krav på at forme deres egen skæbne, og den tostatsløsning, som Netanyahu forlængst har begravet, er fortsat er den eneste rigtige løsning.
Selv vil premierministeren under koalitionsforhandlingerne være mere optaget af at få sikret sig en lov, der giver ham immunitet, så længe han sidder i embedet. Netanyahu lovede ved Likuds valgfest, at han ”bliver premierminister for alle”. Der bliver noget at leve op til i et splittet samfund, hvor halvdelen af Israels arabiske vælgere boykottede valget, og han nu for første gang står over for en selvsikker opposition.