Der er to sammenhænge, som uddelingen af årets Nobelpris i litteratur indgår i. Den ene er intern og handler om personsager, den anden er ekstern og handler om priser. Begge sammenhænge er væsentlige for for- ståelsen af, hvorfor Det Svenske Akademi er styrket, og Nobelprisen har genvundet sin troværdighed med tildelingen af årets priser til polske Olga Tokarczuk og østrigske Peter Handke.
Personsagerne i Det Svenske Akademi er den direkte årsag til, at der torsdag blev uddelt to priser mod normalt én. Sidste år blev prisen ikke uddelt, fordi akademimedlemmer og pårørende var spundet ind i en sexskandale, der medførte både fængselsdom, handlingslammelse og udskiftning af dele af akademiet. Sagen var og er helt igennem uværdig for den velrenommerede forsamling, og der blev sået alvorlig tvivl om, hvorvidt Nobelprisen i litteratur ville genvinde fordums storhed som verdens vigtigste litterære pris. Var man begyndt at ryste på hånden i Stockholm?
Svaret er lykkeligvis nej. Årets to tildelinger er bundsolide valg, der ligger klokkeklart inden for akademiets tradition for at uddele prisen ud fra æstetiske og ikke politiske, det være sig parti- eller identitetspolitiske, kriterier.
Nobelprisen går – skandaler eller ej – fortsat til forfattere, der skriver ekstremt godt og fornyer skriftsproget, og ikke til folk med de ”rigtige” holdninger eller hudfarve, og tak for det.
Den anden sammenhæng – udover personsagerne i akademiet – er den litterære oplevelsesøkonomi, som Nobelprisen indgår i. Der er i de senere år gået inflation i litterære priser. Alene i et lille land som Danmark er der nu så mange litterære priser, at de fleste almindelige kulturforbrugere har opgivet at følge med.
På sådan et marked er det afgørende for den enkelte pris’ status og gennemslagskraft, at profilen er knivskarp. Begynder man at udvande formål og fokus for en given pris, skifter interessen lynhurtigt til andre priser.
Akademiet legede ganske kort med ilden forud for torsdagens tildeling, fordi man meldte ud, at prisen fremover skulle være mindre ”eurocentrisk”. Med valget af en polak og en østriger fulgte man heldigvis ikke dette malplacerede råd.
Nobelprisens store styrke er, at den i en verden, hvor der er rigeligt med globale kulturpriser og kulturel ensretning, tør stå ved sit geografiske udgangspunkt. I langt de flestes øjne er Nobelprisen en europæisk pris. Romanen er som genre en europæisk opfindelse. Og selv når ikke-europæiske forfattere vinder prisen, skriver de som regel i en klassisk modernistisk tradition med rod i Europa.
Der er med andre ord absolut ingen grund til at skjule sit ophav og lege globalist, når alle kan se, at man er europæer. Nobelprisen vinder i styrke ved, at den står fast på udgangspunktet. Gør man dét, kan hverken personsager internt eller den intensiverede konkurrence eksternt ødelægge interessen for Nobelprisen.