Det er forkasteligt, at nødhjælpsarbejdere udsendt i 2010 for den britiske organisation Oxfam har udnyttet unge haitianske kvinder seksuelt, og det er endnu mere problematisk, at blandt andre landechefen har haft prostituerede i sin lejede og bistandsfinansierede villa. Og værst er det måske, at organisationen, efter at den fik kendskab til misbruget i 2011, valgte at dysse sagerne ned. Nogle medarbejdere blev afskediget, mens andre fik lov at gå selv, men offentligheden fik aldrig kendskab til den seksuelle udnyttelse af jordskælvsofrene.
Dermed er der ikke alene sket overgreb, der ifølge haitiansk lov er ulovlige, der er også handlet i strid med Oxfams vision om ”en verden, hvor folk er værdsatte og behandles lige”. Og nødhjælpsorganisationen har afsløret en berøringsangst, som er problematisk, og som i øvrigt har givet flere af de implicerede medarbejdere mulighed for at få job igen hos andre ngo’er, der ikke var advaret.
Det er forståeligt, at en bistandsorganisation, der er fuldstændig afhængig af donationer fra offentligheden og skattepenge fra myndighederne, ikke har lyst til at fortælle, hvad der er foregået, men ikke desto mindre er det dybt problematisk, at man på den måde har forsøgt at skjule, hvad der er sket, idet det hindrer forebyggelse af fremtidige overgreb.
Man risikerer at udvikle og understøtte en usund kultur, hvor der gælder andre regler og normer end hjemme. Ja, pædofile kan sågar få det indtryk, at her er lettere adgang til børn, forklarede Red Barnets generalsekretær i Danmark i Kristeligt Dagblad i sidste uge.
Seksuel udnyttelse foregår desværre overalt, også i vores del af verden, men når man er udsendt som nødhjælpsarbejder til katastrofer og krige eller slet og ret til at bekæmpe fattigdom, kræver det en særlig høj etik og moral. Oftest er områderne præget af kaos og lovløshed, men netop derfor skal man gå forrest med en højere etisk standard frem for at udnytte den nød og fattigdom, man er sendt ud for at afhjælpe. Det skal den enkelte medarbejder, men i høj grad ledelsen, og i sidste ende er det bistandsorganisationernes ansvar at sikre, at de udsendte lever op til de etiske standarder, man må forvente, og som bør være nedfældede og indarbejdede.
Det er alle de parametre, Oxfam har fejlet på, og i Storbritannien har flere af organisationens kendte ambassadører trukket sig som følge af skandalerne, og den britiske regering har midlertidigt stoppet bevillingerne.
Bistandsorganisationerne lever af deres troværdighed og er helt afhængige af donorernes tillid, og der er derfor ingen vej uden om fuldstændig åbenhed – også om de ting, der går mindre godt.
På lang sigt skader de bistandsarbejdere, der udnytter deres position til at få sex, ikke kun det enkelte menneske, der er i en særlig sårbar situation, men alle, de er udsendt for at hjælpe. For falder tilliden til nødhjælps-organisationerne, forsvinder donorerne, og der er færre midler at gøre godt med. Dermed rammer misbruget dobbelt.