Prøv avisen
Leder

Nødvendigt med kvoteflygtninge

Danmark kan ikke melde sig ud af verdens flygtningeudfordring

Danmark er et rigt land. Økonomisk og menneskeligt. Så naturligvis kan og bør Danmark også deltage i løsningen af de voldsomme udfordringer, som globale flygtninge- og migrantstrømme skaber i disse år.

Men en udfordring så kompleks og omfattende kan ikke løses nationalt, og i det lys kan man kun undre sig over, at et politisk flertal som beskrevet i Kristeligt Dagblad i går og i dag nu lægger op til, at Danmark ikke længere vil forpligte sig til at tage imod de såkaldte kvoteflygtninge, der af FN netop er anerkendt som flygtninge.

I næsten 30 år, siden 1989, har Danmark årligt modtaget 500 kvoteflygtninge, men sidste år besluttede regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, at det skulle være slut med denne ordning. Nu understreges beslutningen så med et lovforslag, der vil overlade spørgsmålet om kvoteflygtninge til den til enhver tid siddende minister på området. Lige netop den model har dog skabt splid mellem regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti, da sidstnævnte frygter, at en mulig kommende radikal minister vil administrere modellen langt mere liberalt end den nuværende minister på området, Venstres Inger Støjberg. Derfor overvejer DF også i sidste ende at stemme nej til forslaget.

Regeringens begrundelse for lovforslaget er, at der er brug for en pause i indvandringen, hvis integrationen skal følge med.

Det er en begrundelse, der umiddelbart giver god mening. Danmarks Statistik kunne mandag offentliggøre nye tal, der viser, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er stærkt overrepræsenteret i både ledigheds- og kriminalitetsstatistikkerne, og trods enkelte lyspunkter kan man mildt sagt godt konkludere, at integrationen halter gevaldigt.

Det ser desværre ikke meget bedre ud i andre lande, og netop derfor er det centralt, at Danmark også tager del i løsningen af flygtningeproblemet. Der er god ræson i en udlændingepolitik, der sikrer, at kun reelt nødlidende kommer i betragtning til asyl og opholdstilladelse. Der er god ræson i en skærpet grænsekontrol, der mindsker en ukontrollabel strøm af migranter i et omfang, som med sikkerhed vil ødelægge enhver ambition om en vellykket integration. Og der er god ræson i et system, der sikrer, at afviste asylansøgere sendes tilbage til deres hjemland.

En del af løsningen på disse problemer finder man blandt andet i kvoteflygtninge-ordningen. Her har man et sæt fælles vedtagne kriterier, der sikrer, at reelle flygtninge, på flugt fra krig og personlig forfølgelse, fordeles ligeligt og ordentligt i FN’s medlemslande.

Som led i kvoteflygtningeordningen kunne Danmark i højere grad også fokusere på at hjælpe og modtage flygtninge, som religiøst, kulturelt og uddannelsesmæssigt har gode muligheder for integration. Her kunne det være relevant at se på det kristne mindretal, der i disse år nærmest udryddes og tvinges på flugt i store dele af Mellemøsten. Kritikere vil så indvende, at man dermed risikerer at fravælge flygtninge med samme eller større behov for beskyttelse, men her er sandheden jo, at præcis det allerede sker i dag. Intet land kan modtage alle verdens flygtninge, heller ikke Danmark, og derfor giver det på alle måder god mening, at man i sin flygtningepolitik også ser på potentialet for en vellykket integration.

Systemet er ikke perfekt, og som med alle internationale aftaler er der lande, der snyder på vægten. Men kvoteflygtningemodellen er dog stadig, trods sine svagheder, det bedste værktøj i en verden, hvor flygtninge er en tragisk realitet og et mellemmenneskeligt vilkår, der ikke kan ignoreres.