Karakterræset på ungdomsuddannelserne har nået et grotesk omfang, og i virkeligheden uden ret stor grund. For hvad er det, de unge stræber efter? Kun omkring 40 ud af 800 uddannelser kræver et karaktergennemsnit på mere end 10. Langt de fleste unge med en helt almindelig gennemsnitlig studentereksamen kan komme ind på langt de fleste uddannelser, som de interesserer sig for – hvis blot de er villige til at flytte landsdel eller måske vælge et beslægtet studie, hvis snittet ikke helt rækker.
Ikke desto mindre er det en relevant debat, SF har rejst med sit forslag om at ændre optagelsessystemet. Partiet foreslår, at ingen uddannelser skal have en adgangskvotient over 10. Er der flere ansøgere end pladser til de mest eftertragtede studier, skal de unge til en optagelsesprøve, mener partiet, der dermed håber at fjerne det værste karakterpres fra de unge på landets gymnasier.
Tanken er sympatisk, og flere partier har sagt, at de vil drøfte udspillet i forbindelse med en større omlægning af optagelsessystemet. I den drøftelse må man have fokus på, hvad det er for et problem, en ændring skal løse. En ting er, at de høje karakterer skaber pres på unge i gymnasiet, som kommer fra en stort set prøvefri folkeskole. Men en anden og mere central problemstilling bør være at sikre en mangfoldighed på landets studier, så man, når man kommer til læge og psykolog senere i livet, ikke kun møder mennesker fra den samme sociale klasse, der alle er vokset op i de bedst stillede områder i akademiske familier. De kan være glimrende læger og psykologer, men hvis de aldrig har set eller kendt nogen, der voksede op i et socialt boligbyggeri, var ufaglært eller måtte slås for at få tingene til at hænge sammen, kan der være blinde vinkler, som nok så mange lærebøger ikke kan hjælpe dem med.
Idéen med gratis uddannelse og SU er netop, at alle unge skal have mulighed for at uddanne sig, men i realiteten er der stadig en udtalt social arv, hvor nogle simpelthen er bedre til at gå i skole end andre, men ikke nødvendigvis er dygtigere. Den arv skal brydes af hensyn til de unge selv og af hensyn til samfundet. Optagelsesprøver kan være én mulighed, ligesom kvote 2, hvor andre færdigheder end lige evnen til at gå i skole, måles. Men erfaringen viser, at netop unge fra bogligt stærke hjem også er langt bedre til at klare sig i individuelle samtaler, hvor man skal sælge sig selv, end unge fra ikke-akademiske hjem. Derfor skal man tænke sig godt om, før man erstatter studentereksamen, hvor man trods alt har tre år til at vise, hvad man kan, med en knald-eller-fald-prøve.
Men der er brug for nytænkning. Det gælder i den såkaldte top af uddannelsessystemet, men også på de mere brede fag som lærer og pædagog. Mange steder er der ingen krav til at komme ind på disse uddannelser, og frafaldet er for højt. Det er vigtige poster, disse mennesker en dag skal bestride, og derfor bør man også her sikre, at det er de bedst egnede, der kommer ind. Ikke nødvendigvis målt på eksamensbeviset, men med de menneskelige kvalifikationer, der skal til.