Nordkoreas beslutning om at annullere de aftaler, som landet har med Sydkorea om, at de to lande ikke vil angribe hinanden, vækker bred bekymring. Ikke blot i Seoul, men i hele regionen og i USA. Den næsten simultane melding fra Pyongyangs side om, at man vil gennemføre et forebyggende atomangreb mod enhver, der angriber landet, har kun øget bekymringen, og siden har ledelsen i det isolerede diktatur trukket stikket til den varme telefonlinje mellem de to landes ledelser, som er blevet oprettet for at undgå en ødelæggende krig.
Mens meldinger af denne karat ofte bliver afvist som klassisk overdrevet retorik fra den slags regimer, er der denne gang en ekstra snert af alvor over truslerne, og man er nødt til at arbejde ud fra, at Nordkoreas udmeldinger står til troende. Andet er der ikke at gøre, når man har med et så lukket styre at gøre, og derfor er bekymringen reel.
Det, der umiddelbart har fremkaldt den heftige sabelraslen fra Pyongyang, er, at FNs Sikkerhedsråd i torsdags vedtog at skærpe sanktionerne over for Nordkorea, blandt andet i form af sværere handelsbetingelser og rejseforbud over for nordkoreanske individer og selskaber. Ifølge USA, der stod for udarbejdelsen af den enstemmigt vedtagne resolutionstekst, vil sanktionerne bide hårdt, og det er naturligvis derfor, at Nordkorea bider hårdt igen rent verbalt. Ligesom efter atomprøvesprængningen den 12. februar landets tredje af slagsen og den direkte årsag til de nye sanktioner fra verdenssamfundets side er der stemmer, der tolker Nordkoreas ageren som et fortsat, dog stadig noget særpræget, forsøg på at invitere til genoptagelse af forhandlingerne med omverdenen om skrotning af atomprogrammet til gengæld for udviklingshjælp, diplomatiske indrømmelser og ophævelser af sanktioner.
Det diplomatiske spor er da også, hvad Kina, der har en nøglerolle i spillet, fremhæver som det vigtigste at komme tilbage på. Beijing har tidligere holdt hånden over det nordkoreanske styre, men nu har man tilsyneladende skiftet kurs. Kina tøvede ikke med at stemme for resolutionen denne gang, og ifølge FN-ambassadør Li Baodong ønsker Kina en fuld implementering af resolutionen. Dette kan have betydning i det lange løb, eftersom det paranoide styre i Pyongyang måske har en lille smule ørenlyd for, hvad kineserne siger. Hvis Kina vender Nordkorea ryggen, er der ingen bekendte tilbage for Kim Jong-un at vende sig imod. Man må håbe, at nordkoreanerne lytter til Kina. For hvis ikke, er der risiko for, at den paranoide tilstand hos ledelsen fører til total desperation. I værste fald i form af et angreb på Sydkorea, der godt nok ville være det samme som selvmord, men som først ville føre til enorme lidelser på hele Den Koreanske Halvø.