Notre Dame i hjertet af Paris er uvurderlig fransk kirke- og kulturhistorie, et nationalt samlingssted og et kristent symbol på hele Frankrig. Med 14 millioner besøgende årligt er Notre Dame også et globalt centrum og pejlemærke for hele verdens befolkning. Har man ikke selv besøgt kirken, kender man den fra Victor Hugos roman fra 1831, ”Klokkeren fra Notre Dame”, eller Disneys filmversioner af denne udødelige historie om tilsyneladende umulig forening af det smukke og det hæslige.
Branden i kirken berører derfor hele verden, og fra alle egne af kloden er det strømmet ind med dybfølt sympati. Det officielle Frankrig med Emmanuel Macron i spidsen står nu med en kolossal opgave med at få genopbygget kirken, og det er på samme tid betryggende og fantastisk at se, at indsamlingsarbejdet allerede er godt i gang.
Konfronteret med så ufattelige ødelæggelser er handlingslammelse en forståelig reaktion. Så stærke kræfter kan på så kort tid lægge øde, hvad det har taget århundreder at bygge op. Hverdagen synes med ét så uendeligt ligegyldig, og øjeblikkets travl- og selvoptagethed får et næsten skamfuldt skær over sig, når et af de stærkeste symboler på den ubegribeligt rige kristne kulturhistorie styrter i grus.
Dog er det her, hvor lammelsen truer, at viljen skal være stærk, og jo hurtigere genopbygningen kommer i gang, desto bedre. I Victor Hugos roman smelter det grimme og det skønne sammen. Det umulige sker. I den anderledes håndgribelige sammensmeltning på Île de la Cité skal kræfterne til atter at stræbe efter det himmelske nu findes.
Den gotiske domkirke har i århundreder været ramme om store politiske skikkelsers overgangsfaser, fra Napoleons kroning til Mitterrands begravelse, men det sandt heroiske viser sig ikke sjældent i det tilsyneladende små.
Fra flammehavet mandag aften reddede franske brandmænd flere uvurderlige kulturskatte, heriblandt verdens fornemste relikvie, Kristi tornekrone med direkte forbindelse til den langfredag, der i denne uge markeres over hele den kristne verden, og en hellig tunika båret af den franske kong Ludvig IX i det 13. århundrede.
I øjeblikket viste det sig at have gigantisk betydning, at der ved redningsarbejdet var brandfolk med orden i prioriteterne. Man gjorde redningen af så mange kunstværker som muligt til højeste prioritet. En taknemmelig eftertid vil vide at belønne denne indsats.
På de hjemlige breddegrader bør sympatien med Frankrig tillige komme til udtryk i eftertankens form og ved at opsøge de kirker, hver enkelt nu holder kær. Tragedien i Paris er en påmindelse om, at vi aldrig ved, hvornår det tilsyneladende urokkelige pludselig slår revner og måske styrter sammen.
Mennesker vil altid være vigtigere end mursten. Men i dage som disse mindes vi om, hvor væsentlig kontinuerlig tilslutning til en kulturs uvurderlige kirkelige institutioner og bygninger er.