Et massivt flertal i Folketinget vil i morgen vedtage regeringens forslag om, at ægteskabet ikke længere alene skal være mellem en mand og en kvinde. Fremover kan to personer af samme køn også indgå ægteskab på rådhuset eller i folkekirken.
Debatten, der har ledt op til den historiske beslutning, har næsten udelukkende udfoldet sig i den kirkelige verden og mest af alt drejet sig om det teologisk gangbare i kirkelig vielse af homoseksuelle.
LÆS OGSÅ: Folket sår frø til kirkelig forandring
Men lovændringen, der også støttes langt ind i de borgerlige partier, omdefinerer, hvad et ægteskab er, og følgerne af den beslutning er slet ikke belyst. Det er intet mindre end uansvarligt at træffe en så vidtgående afgørelse uden at analysere dens følger grundigt. Der er taget hensyn til en lille minoritetsgruppe af homoseksuelle, for hvem beslutningen har øjeblikkelig virkning, mens virkningen for det store flertal af heteroseksuelle først vil vise sig langsomt og gradvist.
Ingen har for alvor talt de ægtefolks sag, som ikke ønsker at få redefineret deres ægteskab i lovgivningen. Hverken stat eller kirke har ret til at omdefinere en så gammel social institution som ægteskabet. Hvis ægteskabet endelig skulle omdefineres, skulle den forudgående debat ikke udelukkende have været begrænset til et spørgsmål om en enkelt minoritets rettigheder.
Ægteskabet er blevet udviklet og indoptaget i alle kulturer og religioner op gennem tiden som et forhold mellem mand og kvinde. Det er ikke en politisk konstruktion, men en biologisk, kulturel og social følge af, at forholdet mellem mand og kvinde sikrer slægtens og samfundets videreførelse.
Med Folketingets afgørelse i morgen er ægteskabet blevet gjort til en politisk konstruktion, der også i fremtiden kan ændres. Ægteskabet kan også afskaffes, hvis der er flertal for det. Samtlige leksikaer og ordbøger skal nu justeres, idet ægteskabet her defineres som et forhold mellem mand og kvinde.
Den vidtrækkende lovændring gennemføres med en sådan hast, at regeringen ikke kan overholde sin egen målsætning om at lave ordentlig, gennemarbejdet lovgivning. Regeringen har sat et arbejde i gang, der skal kortlægge følgerne af den omfattende ændring af ægteskabslovgivningen. Først vedtages loven, derefter undersøges konsekvensen.
Bliver man i fremtiden Ægtefælle1 og Ægtefælle2? I Storbritannien, hvor en lignende udvikling finder sted, har det netop været på tale at afskaffe betegnelserne mor og far. Hvilken konsekvens har det for kønsopfattelse og identitetsdannelse, og vil en ny ægteskabsdefinition i virkeligheden undergrave ægteskabet? At ændre definitionen af ægteskabet kan have langtrækkende virkning ind i det sociale samfundsliv.
Beslutningen om at ændre ægteskabslovgivningen er rundet af tidens individualistiske løsen om, at det enkelte menneske har ubegrænset ret til selvbestemmelse. For landets homoseksuelle er beslutningen en vigtig sejr i kampen for homoseksuelles rettigheder. Men at gøre det til et rettighedsspørgsmål har fra begyndelsen været en afsporing. Ægteskabet diskriminerer ikke homoseksuelle, for et homoseksuelt forhold er af en anden karakter end forholdet mellem mand og kvinde.
Regeringen og ikke mindst ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R) bærer et stort ansvar for den forhastede lovgivningsproces. Hvis et flertal i Folketinget vil råde bod på det forløb, skal der nu sættes fuldt fokus på at belyse og dæmme op for utilsigtede konsekvenser af den nye definition af ægteskabet. Ikke bare de juridiske, men også de kulturelle, sociale og samfundsmæssige, der meget vel kan vise sig at blive de største.