En konfirmation, hvor man i det smukkeste tøj deler den glædelige dag med familien. Studenterfester, hvor lyse nætter fyldes af fest og sang. En rygsæk, pakket og klar til seks måneders rundtur i Asien.
Foråret og sommeren blomstrer af liv og varme, af nye horisonter og af en verden, der åbner sig for ens nysgerrighed og livskraft. Sådan er det i hvert fald i ungdommen, hvor hvert levet år kan byde på en livsomvæltning i nye erkendelser, venskaber og oplevelser.
Eller sådan er det normalt, for coronapandemien kaster også skygger over foråret og sommeren 2020. Nu er konfirmationen rykket til efteråret, studenterfesten er reduceret til en forkølet sammenkomst med behørig social afstand, mens rygsækrejsen til Asien er aflyst.
Er man lidt oppe i årene, kan den slags afsavn virke små, nærmest ubetydelige, i lyset af at verden befinder sig i pandemi, der har kostet godt 230.000 mennesker livet. Derfor kan man da også i avisernes debatspalter og på de sociale medier høre flere kritisere ”nutidens unge” for egoisme og manglende proportionssans. En kritik, der faktuelt må siges at være ganske urimelig.
Jo, der har da været eksempler på grupper af unge, som på de varme dage har glemt alle Sundhedsstyrelsens og statsminister Mette Frederiksens (S) formaninger, fordi trangen til fest, liv og hygge blev for stor. Men når Danmark indtil videre har håndteret krisen ganske pænt og med relativt få døde, har det ikke kunnet lade sig gøre uden en ungdom, der også har taget ansvar.
Så selvom året med afbrudte efterskoleår, aflyste dannelsesrejser og triste afskygninger af studenterfester ikke nødvendigvis skal håndteres med medlidenhed, bør der være plads til forståelse for, at netop disse begivenheder for mange unge er så skelsættende og dannende, at de ikke bare kan affejes med ”op på hesten, for du har så mange gode somre foran dig”.
Dette år er fyldt med afsavn for os alle. Lad os ikke ende i en kamp om, hvilke afsavn der er størst. Så meget afhænger af hvor i livet, man er, så lad os rumme, at for den 14-årige kan en udskudt konfirmation ramme lige så hårdt, som når en 90-årsfødselar må undvære den længe ventede fest, hvor børn, børnebørn og oldebørn skulle samles.
Den norske sundhedsminister, Bent Høie, har i denne uge fået stor ros for en tale, hvor han netop opfordrer til, at man takker ungdommen for de ofre, som den forsvundne sommer betyder for dem.
Man kan så spørge sig selv, om ungdommen egentligt forventer andres taknemmelighed, for det famøse samfundssind, som det store flertal af unge har påtaget sig, viser heldigvis, at de forstår alvoren i den aktuelle situation. Det kræver ikke nødvendigvis en tak, men det bør heller ikke føre til bedrevidenhed og rysten på hovedet, når unge med god ret og ganske tydeligt ærgrer sig over alt det, der er gået tabt denne sommer. Gør man det, har man vist glemt, hvordan det er at være ung og fuld af liv.