Det er langt uden for rimelighedens grænser, at Kina dikterer, hvordan et verdenskort ser ud på en dansk institution som Zoologisk Have.
Som det kom frem i sidste uge, måtte Københavns Zoo ændre et landkort ved pandaanlægget, der blev indviet i foråret. Kina opfatter Taiwan som en kinesisk provins, der derfor ikke skulle markeres med en anderledes farve end Kina. Zoologisk Have valgte, efter at have rådført sig med det danske udenrigsministerium, at ændre kortet, så Taiwan nu slet ikke optræder på det. Et forsøg på ikke at tage stilling, sagde videnskabelig direktør i Zoo, Bengt Holst.
Det er langt fra første og heller ikke sidste gang, at Kina farer ganske direkte frem mod udenlandske institutioner og virksomheder, hvis disse ikke makker ret i deres syn på Kina, Taiwan, Tibet og Hongkong. Adskillige luftfartsselskaber, herunder SAS, blev eksempelvis sidste år bedt af Kina om at ændre deres benævnelse af netop Taiwan. Og føjede sig.
Det er naivt at tro, at enkelte lande eller virksomheder kan holde den etiske fane højt i forhold til supermagten Kina. Men vi skal heller ikke bøje af, og spørgsmålet er, om prisen for en god relation til Kina kan blive for høj.
Kina er i praksis et kommunistisk diktatur, der er nådesløst over for sine modstandere og kritikere. Landets muslimske mindretal sendes i Gulag-lignende lejre, systemkritikere hentes ud af Hongkong og sendes til Kina for dernæst at forsvinde i månedsvis, og lande, der vover at kritisere den kinesiske adfærd, mødes af handelsmæssige sanktioner, der gør ondt. Kina har i dag overhalet USA som Danmarks største handelspartner uden for EU, og det er en situation, der gælder for de fleste andre europæiske nationer.
Det er længe siden, Danmark kunne gå op mod kineserne, og det samme gælder alle andre lande end Trumps USA. Her får aktiemarkederne netop nu en rutsjebanetur ved udsigten til handelskrig mod stormagten i øst.
Ved hjælp af hårdt og årelangt diplomatisk arbejde, der involverede både Dronningen og statsministeren, lykkedes det at få to pandaer til låns. Som et symbol på de gode relationer mellem de to – ulige – nationer. Men også som et tydeligt tegn på, at Danmark har indordnet sig – ja, nogle vil sige underkastet sig – det store land.
Det nuttede ved de bambusspisende bjørne er efterhånden svært at få øje på, når man ved, at der bag det såkaldte pandadiplomati ligger rå magtpolitik, og at kritik af Kina, ja, bare ståen ved egne værdier, vil blive mødt af ubønhørligt hårde økonomiske konsekvenser.
Argumentet for et nært forhold til Kina er, at vi kan få større indflydelse på landets ageren på eksempelvis menneskerettigheder med pragmatisk dialog frem for hård kritik af de kinesiske myndigheders fremfærd. Det er muligvis sandt. I hvert fald er det ganske belejligt også det, der svarer sig bedst på eksportbundlinjen.