Prøv avisen
Leder

Ny bandetrussel kræver ny indsats

Fatalt, hvis vi tror, at indvandrer-banderne bare er nye rockere

Den kriminalitet, som stadig mere aktive og truende bander står bag i boligkvarterer flere steder i landet, er omgærdet af to fatalt forkerte opfattelser. Den ene er, at banderne, hvoraf den for tiden dominerende hedder Loyal to Familia, bare er en slags opdateret udgave af de gammeldags rockergrupper, der havde fokus på hashsalg og motorcykler og især stjal overskrifterne i årtierne op til 2000. Den anden fejlopfattelse er, at de nye bander kan bekæmpes med cirka samme indsats, som rockerne blev.

Det er vigtigt for bekæmpelsen af disse bander, at den slags misforståelser ryddes af vejen.

For bekæmpes skal de. Vi står ikke i en situation, hvor vi frit kan vælge mellem dialog eller konfrontation, mellem en forebyggende indsats af social art eller en massiv politimæssig indsats. Det nye bandeuvæsen med skyderier og knivstikkerier, voldelig dominans af hele bydele, afpresning, overfald på fængsels-personale og en i det hele taget ekstrem form for organiseret kriminalitet lader sig ikke snakke væk med gode ønsker og forståelse.

Der er tale om et samfundsproblem, der er forbundet med nogle af de helt centrale udfordringer mod den hidtil kendte offentlige orden, som udgår fra fremvæksten af det multikulturelle samfund.

Den formentlig afgørende årsag til, at vi står i en kvalitativt ny situation med denne kriminalitet, er nemlig kulturel. Medlemmerne af de nye bander har overvejende indvandrerbaggrund, og overvejende er de ledende personers egen eller forældres oprindelse i Mellemøsten.

Det er således umuligt at se bort fra, at hvor datidens rockere blev begrænset af, at de selv i deres eget lokalmiljø ansås for uheldige figurer, så kan indvandrerbandernes medlemmer være i en situation, hvor deres adfærd spiller sammen med en række kulturelle normer i de ghettoområder, der er deres epicenter.

Sammenfaldet mellem den nye bandekultur og elementer af den større baggrund, som banderne udgår fra – såsom synet på hævn, rettigheder til territorier, klanbaseret tankegang med mere – gør, at banderne har et vækstpotentiale, som må bekymre dybt. Sønner af socialt belastede og dårligt integrerede indvandrerfamilier er der tragisk mange af. Hvis de møder svage autoriteter, danske myndigheder som er usikre på deres egen berettigelse, og et dansk flertalssamfund der vakler imellem kulturel selvfornægtelse og storskryderi, så kan en bandekarriere være en uimodståelig fristelse.

Der er derfor brug for, at politikere, der måtte befinde sig i en tornerosesøvn, vågner hurtigt op til den nye virkelighed. Indvandrerbandernes fremfærd er eskaleret, og nogle steder er skyderier på åben gade næsten blevet et rutinefænomen.

Og det er netop faren: at vi som samfund lader gå rutine i det. At flertallet skutter sig, men fortrænger problemet med, at det jo ikke – endnu – berører ens egen bydel eller landsdel. Hvis der ikke skrides massivt ind, og hvis midlerne til at gøre det ikke bevilges, er bandetruslen kun lige begyndt.