Udnævnelsen af Brett Kavanaugh til dommer i USA’s magtfulde højesteret bliver i det europæiske mediebillede udlagt som bevis for, at sort reaktion nu har overtaget supermagten, og at præsident Trumps plan om at forandre den lysende by på bakken til et formørket imperium er fuldført.
Denne fortælling har flere mangler. En af dem er, at nomineringen af Kavanaugh – reaktionær eller ej – har fulgt alle det åbne samfunds spilleregler. Denne avis har talrige gange understreget sin dybe skepsis over for Donald Trump, men han er demokratisk valgt, og hans promovering af den 53-årige jurist er sket fuldkommen legitimt. Efter mange dages kritisk debat og indgående senatshøringer har et flertal i Senatet i lørdags endeligt valgt ham til posten.
Det kunne alt sammen være ligegyldigt, hvis Kavanaugh som person indlysende var den forkerte til jobbet. Det har for eksempel alle tænkende amerikanere ment. Eller rettere, det er indtrykket, man må sidde tilbage med, hvis man alene har fulgt elektroniske nyhedsudsendelser om emnet. Her har man som altid haft svært ved at forholde sig til, at USA er et overvældende mangefacetteret land, ligesom det tilsyneladende ligger uden for de fleste mediers forståelsesramme, at støtter af Kavanaughs værdipolitiske konservatisme godt kan være velovervejede mennesker med humanistiske holdninger og omsorg for deres medborgere. Et flertal af de amerikanere, der synes godt om valget af Kavanaugh, kan næppe genkende sig selv som del af en antikvinde- og antihomo-bevægelse.
Men Kavanaugh kan stadig være den forkerte person til jobbet. Det virker endda, efter de bevægede scener under senatshøringerne at dømme, sandsynligt, at han har nogle karaktermæssige udfordringer. Først og fremmest er der naturligvis de anklager om forskellige former for seksuelt stærkt upassende adfærd, som tre kvinder har fremsat mod ham. Problemet her er, at beskyldningerne står uhyre svagt. De mangler simpelt hen den troværdighed, der ville være kravet, hvis det havde handlet om en politisag og ikke en politisk inficeret proces. End ikke veninden til den mest prominente af Kavanaughs anklagere, Christine Blasey Ford, har støttet hendes påstande om, hvad der skete til en fest for 36 år siden. Beskyldninger må, uanset hvor subjektivt medrivende de kan virke, ganske enkelt have større substans, hvis de skal have konsekvenser i en retsstat. Ingen har naturligvis noget retskrav på at blive højesteretsdommer. Men retspolitisk ville det have skabt en skandaløs præcedens, hvis uunderbyggede beskyldninger på det niveau, vi hidtil har set, havde fået lov at afspore Kavanaughs kandidatur. At han drak for mange øl som teenager og brugte grimme ord, når han var fuld, er næppe grundlag for at diskvalificere en kandidat – medmindre han påviseligt har løjet om disse forhold under godkendelsesprocessen. Det er ikke bevist, at han har gjort det.
Umiddelbart er der ingen grund til at tro, at USA tvinges hårdt til højre på grund af valget af Kavanaugh. Mange kandidater viser sig at stå for noget andet, end man ventede, når de først er blevet udpeget til livstidsstillingen i højesteret. Sådan gik det for eksempel med dommer Anthony Kennedy, som trak sig i 2018, og som Kavanaugh afløser. Alle troede, at han var stærkt konservativ, men han endte med i en lang årrække at være tungen på vægtskålen mellem domstolens såkaldt liberale og konservative. Den frie abort, som synes at være al tings målestok i denne forbindelse, er næppe heller i overhængende fare. Årtier med konservative flertal i højesteret siden begyndelsen af 1970’erne har i hvert fald ikke rokket ved den endnu.