Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Ny regering med besindig politik

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Der er meget midterpolitik og sund fornuft i ny politisk linje

På valgaftenen for tre uger siden konstaterede en skuffet Lars Løkke Rasmussen (V), at ”magten skifter”.

I hvilken retning den skifter, fik danskerne klarhed over i går, da Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten fremlagde et dokument med det, der betegnes som ”en politisk forståelse” mellem partierne. Altså ikke noget detaljeret regeringsgrundlag, men politiske sigtelinjer malet med bred pensel.

Selv om der er tale om et kursskifte, er det glædeligt at kunne konstatere, at dansk politik i høj grad er præget af stabilitet. Mens regeringsskifter i andre europæiske lande i disse år nogle steder har karakter af revolutioner, er det bemærkelsesværdigt, at det magtskifte, som nu gennemføres herhjemme, rummer en betydelig del pragmatisme og videreførelse af kendt politik.

Der er mange gode elementer i det, som nu skal tegne en ny regering, der alene består af socialdemokrater under ledelse af Mette Frederiksen (S) som landets nye statsminister. Men det er også indlysende, at dens langsigtede overlevelse beror på, at den kan skabe kloge kompromiser og bredt samarbejde i Folketinget om ikke mindst landets fremtidige økonomi.

De seneste regeringer under socialdemokratisk ledelse har overrasket ved at udvise stor økonomisk ansvarlighed, og forhåbentlig vil det samme ske for denne.

Det er den helt åbenbare svaghed i den fremlagte politiske plan, at der kan skabes enighed om at bruge penge, men som forventet ikke om at finansiere de mange forslag til stigende udgifter. Det bliver ikke mindst her, at de kommende års politiske strid kommer til at stå.

Den markante ambition for en klimaomstilling, der skal gøre Folketinget til ”det grønneste parlament i verden” og Danmark til et udstillingsvindue for bæredygtighed er yderst sympatisk, men ikke nødvendigvis den bedste måde at reducere klima- og miljøbelastningen på. Pengene kan - set fra et globalt perspektiv - være bedre brugt i for eksempel stærkt forurenende lande i Østeuropa.

Det markante løft i offentlige udgifter til børneinstitutioner og et forstærket fokus på sårbare unge, der beskrives som ”et af det moderne samfunds største problemer”, er også uhyre sympatisk. Men mon ikke mange børn trænger til mere far og mor end til flere pædagoger? Og er der ikke lige så meget brug for bedre ledelse i daginstitutioner som lovmæssige krav om minimumsnormeringer?

Bedre sygehuse og øget hjælp til ældre, psykisk syge, handicappede og hjemløse er der formentlig heller ikke mange danskere, der vil modsætte sig. Men hvor skal pengene komme fra? 10 milliarder kroner skal der bruges mere end i dag, og partierne er ikke enige om hvem, der skal betale.

Den stramme udlændingepolitik videreføres i al væsentlighed, selv om S-valgløftet om ikke at ændre på kontanthjælpsloftet for flygtninge ikke holdes. Der lægges op til mindre symbolpolitik i en ramme, som det brede folkelige flertal bakker op om. Det samme gør som noget nyt De Radikale og Enhedslisten.

Og så er der - undskyld - ganske megen socialkonservativ snusfornuft i den fremlagte politik. Der er et stort og nødvendigt fokus på at genetablere og understøtte tilliden i samfundet, herunder tillid til skattevæsenet, til politikere og til medier. Der er fokus på ansvarlighed, på menneskelighed og på at styrke demokratiet. Men det er alene overskrifter og hensigtserklæringer.

Magten skifter, men regeringen har ikke flertallet. Det skal der kæmpes for, og forude venter en svær tid.