Danmarks kirker spiller en særlig rolle lige nu. Mange isolerede danskere har brug for livsbekræftende budskaber i en grå tid. Der er stor søgning på gudstjenester online. Selv formiddagsavisen BT har vist en gudstjeneste på sin hjemmeside, og flere mennesker, der ikke normalt går til gudstjeneste, fortæller, at de har sat sig ned og fulgt en gudstjeneste på computer- eller tv-skærmen. DR har meldt om flere seere end normalt til tv- og radio-gudstjenester. Der er kort sagt en modtagelighed for kristendom.
Kirken har et efterspurgt budskab i en svær tid. Den åbning har landets præster været dygtige til at fange, og der arbejdes målrettet med det digitale. Meget er håndholdt og præget af en stejl læringskurve, men det gør ikke så meget, for det er gennemgående troværdigt og fungerer som kommunikation.
De danske kirker har vist, at de kan omstille sig til nye forhold uden et langt tilløb. Faktisk var der masser af digitale muligheder for at se gudstjenester allerede første weekend efter statsminister Mette Frederiksens (S) opfordring til ikke at samles i kirker. Den hurtige reaktionsevne skyldes selvfølgelig også, at vi befinder os i en digitalt dannet del af verden, hvor alle tekniske faciliteter er inden for rækkevidde.
Opmuntrende er det, at det ikke bare er kattevideoer, falde på halen-komedier og billige tricks, der trækker seere og lyttere til. Det er også kirkens kernebudskab, der søges i denne tid. Folk ser andagter, gudstjenester og anden forkyndelse på internettet i stor stil.
Coronakrisen har rejst et spørgsmål, som også kan have relevante pointer til tiden efter den globale epidemi: Hvordan er man kirke uden at være forsamlet kirke? Opfindsomheden er stor i hele verden, og den er ikke bare digital. Ortodokse præster i Georgien kører rundt i gaderne og stænker vievand på by og folk. Paven har i dag opfordret kristne til at bede Fadervor over hele verden klokken 12, og andre kirkeledere har givet den opfordring videre. Også herhjemme har der været opfordringer til simultan bøn, for eksempel fra forfatteren Anne Cathrine Riebnitzsky. Der er sat bønnekæder i gang. Der arrangeres hjemmealtergang og føres med ny teknik samtaler med isolerede mennesker.
Der er lige nu en særlig kampgejst og en vilje til at byde de svære kår trods. Man må håbe, at den ånd fastholdes, når vi en dag er på den anden side af coronakrisen. Man må også håbe, at kirkernes stærke digitale tilstedeværelse bevares.
I de seneste uger har Kristeligt Dagblad vist mange fotos af kirker verden over. Den underliggende historie har været den samme på flere af billederne. Store kirker og berømte pladser står tomme. Den menneskelige tilstedeværelse er suget ud af kirkebygningerne, og tilbage står en præst eller enkelte bedende, som kæmper en kamp for at give det tomme rum mening. Det kan nogle gange ligne en kamp mod overmagten, men det lykkes ganske ofte.