Der er grøde i dansk digtning. Både unge og etablerede forfattere skriver atter salmer. Nogle salmedigtere har kirkelig baggrund, flere har ikke, og for alle gælder, at man sagtens kan være både salmedigter og ”almindelig” digter. Det er ikke enten-eller: man er ikke enten kristen eller kulturradikal, enten from eller frisindet. Slige fladpandede dikotomier kan ikke indfange det, der sker i digtningen nu.
I det hele taget er man ikke så optaget af biografi, køn og identitet, som man er i andre dele af forfattermiljøet, måske fordi det for tidens salmedigtere handler om noget større end det enkelte, lille digter-jeg: En tradition, man indgår i. Et fællesskab, der skal læse og synge digtene. En Gud, som man henvender sig til og anråber, som mennesket har gjort siden de første dage af vor kulturs historie.
Alt dette ved man godt i det folkelige Danmark. Her hvor der jævnligt synges, og hvor mærkedage altid fejres med digte og musik. Om mainstream-medierne kender til den aktuelle grøde i litteraturen, er en anden sag, men sikkert er det, at man fra folkeligt hold har efterlyst nye salmer til brug i både kirken, højskolen, forsamlingshuset og hjemmene.
Heldigvis har lydhøre digtere og redaktører opfanget ønsket. Inden for blot et år er udkommet to nye bøger med samtidig salmedigtning. ”100 salmer” udkom sidste år, og i denne uge udkommer ”Kirkesangbogen”. Her møder man forfattere som Dy Plambeck, Ursula Andkjær Olsen, Steffen Brandt og Mirian Due, som interviewes i dagens avis. To bøger med hver deres fokus, men med fælles ønske om at forny sang- og salmetradtionen.
Det er meget traditionelt at forny salmeskatten; sådan har man altid gjort. Der er derfor ingen modsætning mellem Brorson og Bob Dylan, som også er med i det nye tillæg til Salmebogen, hvor redaktørerne træfsikkert har valgt nobelpristagerens salmer ”I Shall Be Released” og ”Every Grain of Sand” samt klassikeren ”Blowin’ in the Wind”. Og ja, svaret blæser i vinden, om alle Kirkesangbogens tekster egner sig til højmessen, men lad det komme an på en prøve derude i menighederne. Ellers er der jo mange andre gudstjenesteformer og lejligheder i den vidtforgrenede folkekirke, hvor de nye salmeudvalg med sikkerhed vil dække et behov.
De bedste salmer skal nok vinde til sidst i den indflydelseskonkurrence, som litteraturhistorien også er. Der er ikke sådan, at Krogsdal nu afløser Kingo, og at Grotrian slår Grundtvig af banen. Der er en grund til, at hjertet skælver, når en fyldt kirke synger ”Hil dig, frelser og forsoner” – fyldt med sære gamle ord for det moderne menneskes umiddelbare blik, men indeholdende en afgrundsdyb indsigt i livet, som alle instinktivt forstår.
Ligesom der var en grund til, at Dan Turèll besvimede, da han til skolens morgensang hørte ”Lyset engel går med glans” første gang. Disse slidstærke salmer suppleres nu af nyere forsøg. Det er godt og er, som det altid har været. Og det er en glædelig udvikling i aktuel dansk digtning, at så mange forskellige forfattere er med i koret.