Prøv avisen
Leder

Nye udviklingsmål kræver bred støtte

Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.

Finansiering af nye mål kan ikke kun være erhvervslivets opgave

FN's ambitiøse 2015-mål om at halvere andelen af fattige og sultende mennesker i verden er nået. Frem mod 2030 skruer verdensorganisationen endnu mere op for ambitionerne: For at sikre et bedre liv for alle skal verden udrydde sult og fattigdom, indføre reel ligestilling mellem kønnene og sikre, at alle får adgang til sundhedsydelser, uddannelse og rent vand i løbet af de kommende 15 år.

Barren er sat særdeles højt for de 17 nye, bæredygtige udviklingsmål, der skal vedtages på et FN-topmøde i september. Og de skal ikke kun gælde for udviklingslandene, men for alle lande i verden.

Det store spørgsmål er bare, hvordan disse ærgerrige mål, der heller ikke må gå ud over klimaet og miljøet, konkret skal føres ud i livet.

Det ideologiske slagsmål kommer som så mange gange før til at stå om, hvem der skal betale regningen.

De kommende udviklingsinitiativer har fået hæftet et prisskilt på 3500 milliarder dollars på sig, og foreløbig er mindre end halvdelen i hus. De rige og fattige lande står meget langt fra hinanden i forsøget på at nå en aftale om den finansielle ramme for de 17 mål, som de skal prøve at forhandle på plads på de kommende dages FN-konference i Etiopien.

Det er godt, at udenrigsminister Kristian Jensen (V) med sin deltagelse i konferencen viser, at Danmark lever op til sit internationale ansvar, selv om regeringen vil skære omkring 3,5 milliarder kroner af den danske udviklingsbistand. Man må håbe, at han alligevel har konkrete løfter med. For resultatet af finansieringskonferencen bliver afgørende for, hvorvidt der er reel opbakning til at løfte den ambitiøse udviklingsagenda.

Men i disse spare- og krisetider kommer der næppe nye penge på bordet, og de fattige lande skal finde nye måder at finansiere deres udvikling på. Som udenrigsministeren siger det i avisen i dag, flyttes fokus nu fra bistand til udvikling, ”takket være private investeringer, der kan skabe reel økonomisk vækst”.

Efter årtier med en klassisk bistandspolitik er det oplagt at justere kursen, da erfaringerne med 2015-målene har vist, at det ikke nødvendigvis er flere offentlige midler alene, der får bugt med fattigdommen. Men det er for letkøbt at skyde ansvaret for verdens udvikling over på det private erhvervsliv. Man kan ikke uden videre gå ud fra, at en god forretning automatisk fører til en bæredygtig udvikling og vækst. Mange investeringsprojekter på energi- og mineområdet i Afrika er bevis på det modsatte.

Private investeringer og offentlig bistand bør gå hånd i hånd. De globale udfordringer er for store til, at de mange fattige, som trods 2015-målene fortsat findes i verden, kan blive spist af med luftige hensigtserklæringer. ker