I EN periode af historien, hvor de sidste ofre for og øjenvidner til verdenshistoriens største forbrydelse, Holocaust, er ved at forsvinde, kan der være god mening i at oprette et center, der skal formidle viden om folkedrab for at modarbejde en gentagelse. Det sker i dag, når statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) officielt åbner Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, der ledes af historikeren Uffe Østergaard. Ifølge ham skal centret først og fremmest formidle og undersøge alle former for folkedrab med særlig fokus på Nazitysklands systematiske udryddelse af seks millioner jøder under Anden Verdenskrig. Derudover skal centret, stadig ifølge direktøren, være et vagttårn, der skal gribe ind, hvis den danske stat er med til at føre en politik, der kan føre til folkedrab. Her nævner Uffe Østergaard som eksempel den danske regerings anerkendelsen af Kroatiens og Sloveniens selvstændighed i 1991, som førte til krigen i Bosnien. Nu skal det nystartede center naturligvis have en chance for at komme i gang med arbejdet, men der er ingen tvivl om, at det lægger sig i forlængelse af den internationale tendens til at lave en forsknings-, formidlings- og filmindustri ud af især Holocaust. Det er da også en historie, der sammen med en række andre uhyrligheder i sidste århundrede, aldrig må glemmes, men som der i disse år er stærke revisionistiske kræfter, der forsøger at pille ved. Alligevel kan man godt stille spørgsmålstegn ved de præmisser, som centret selv opstiller for sit arbejde. For det første er det konstrueret på bestilling af statsministeren og er finansieret via finansloven og udgør derfor en pudsig blanding af universitetsvirksomhed og politik. Man kan derfor godt have sine bange anelser for et kritisk organ, der er nedsat af og finansieres af den regering, som den også skal agere vagthund over for. Utilsløret politisk er det i hvert fald. Det kan derfor også frygtes, at dagsordenen vil være givet på forhånd, når den danske flygtningepolitik under Anden Verdenskrig og danskernes indsats over for jøderne skal sættes under lup. Der er intet forgjort i at genskrive historien og kigge nærmere på de myter, som et lands historie er skabt af. Men det kan hurtigt udvikle sig til et stort problem, hvis historien genskrives bombastisk ud fra vore egne nutidige værdier og menneskerettighederne uden blik for den virkelighed, som historien blev til i. Det bliver historien ikke nødvendigvis mere rigtig af. Når statsministeren har leveret sin åbningstale, må det derfor håbes, at centret finder sin egen videnskabelige balance, uden at det gør sig til dommer over historien eller ting, der sker i verden, ud fra nogle forestillinger, vi i disse år gør os i Vesten. weis