Prøv avisen

Nyt liv i bededagen

Store bededag minder os om, at bøn er en fælles sag

Bøn er måske den sidste blufærdighedsbastion for moderne mennesker, og det mærkes også i kirken. Selvom cirka halvdelen af danskerne siger, at de beder en gang imellem, og knap hver femte beder hver dag, er bøn ikke noget, der tales meget om.

Jesus siger det selv, vil nogen mene. I Bibelen står der, at "når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte". Bønnen er et dybt personligt anliggende, og man skal ikke gøre sit hjertekammer til en folkestue. Men det bør ikke betyde, at bøn bliver et privat anliggende også i kirken.

LÆS OGSÅ:Hvad hjælper det i grunden at bede?

Sidste århundredes nødvendige opgør med uægte fromhed førte til en privatisering af troens udtryk, så selv den bordbøn, som Luther anbefaler, stort set forsvandt ud af danskernes hverdag.

Vel er der sket meget i folkekirken i de senere år for at gøre bod for den åndelige afmagringskur og komme en voksende åndelig længsel i møde. Der holdes flere og flere retræter og pilgrimsvandringer. Lysglober, hvor man kan tænde et levende lys og bede en bøn i stilhed, findes i stadig flere kirker. Bøger, der lægges frem i kirkerummet, hvor alle kan skrive deres personlige bønner ned, ses også flere steder nu, og i mange kirker eksperimenteres der med nye former for stille- og meditationsgudstjenester med fokus på netop bønnen.

Der er grøde i kirkelivet på dette felt. Men alligevel er der noget næsten symbolsk ved, at konfirmationer landet over er ved at fortrænge de traditionelle højmesser fra landets kirker på store bededag, som fejres i morgen. Godt nok er denne fusionshelligdag, som andre lande ikke kender til, og som ikke henter sin forklaring i Jesu liv, men derimod i en mere end 300 år gammel kongelig anordning, en dybest set verdslig helligdag.

Men det er synd, hvis kirken ikke får brugt store bededag til at minde om dens særlige tema eller resten af året glemmer at formidle det centrale, at bøn ikke kun er en personlig sag og som sådan privat, men også et fælles anliggende. Ikke nødvendigvis som bøn, hvor flere mennesker beder højt sammen. Men som noget, der angår alle, fordi bøn er selve hjerteslaget i det at være kristen.

"Bøn er fortrolig samtale med Herren," skriver en af de mange munke, der har levet på den græske halvø Athos, hvor der praktiseres en særlig meditativ bønsform kaldet hjertebøn. I bogen Hjertesprog – om munken Porphyrios af Athos' liv og visdomsord, der udkom på dansk sidste år – gør den nu afdøde munk, der levede som eneboer, sig den betragtning, at alle mennesker søger at finde glæde i Gud, som er et mysterium. Han er stilhed, uendelig og alt. Alle søger noget himmelsk. Alle vender sig mod Ham, om end kun ubevidst, som der står. Men igennem stilheden og bønnen gør man sig åben over for det åndelige møde, der er tilværelsens egentlige omdrejningspunkt.

Hvis troen ikke udtrykkes, men forbliver tavs, risikerer den at forsvinde. Tro kan udtrykkes på mange måder – i gudstjenestens liturgi og i salmesangen. Men bøn er troens egentlige åndedræt og derfor så afgørende.

Et afsnit om bøn, der som noget nyt blev indføjet i den udgave af folkekirkens salmebog, der udkom i 2003, minder om det.

"Bønnen har mange udtryk," står der. "Den kan give sig til kende i tavsheden og stilheden, uden at bønnen derfor bliver indholdsløs. At bede kan også være at vente i frimodig tillid. Men før eller siden vil talen melde sig i og udtrykke sig i bøn." At bede er at forlade sig på Gud, hedder det videre, uanset, hvordan det går. Derfor afslutter de fleste deres bøn med det lille ord, der betyder "lad det ske": Amen.

En stilfærdig opfordring herfra skal derfor lyde, også til kirkens præster: Drop blufærdigheden og sæt nyt liv i store bededag.