Når ensomheden truer

Tiden skaber flere ensomme. Godt med fokus på problemet

At være flere mennesker på en gang er en tankegang, som Montaigne arbejder med. Måske som det allermest grundlæggende i sin tankegang. Heri har han mange ligheder med den moderne mand, siger Bjørn Bredal. -- Foto: Leif Tuxen.
At være flere mennesker på en gang er en tankegang, som Montaigne arbejder med. Måske som det allermest grundlæggende i sin tankegang. Heri har han mange ligheder med den moderne mand, siger Bjørn Bredal. -- Foto: Leif Tuxen. Foto: .

Det er prisværdigt, at kronprinsesse Mary vil bruge noget af den status og position, hendes rolle giver, til at sætte fokus på udsatte mennesker. Blandt dem fortjener de ensomme særlig opmærksomhed, og det fik de på en konference i denne uge, som Mary Fonden stod bag.

Ældres ensomhed har igennem en årrække været i fokus, og flere organisationer har stiftet korps af besøgsvenner, der sikrer, at i hvert fald nogle af de ældre ikke lever for stor en del af deres liv uden meningsfuld kontakt til andre. Men alligevel dør 5000 mennesker hvert år alene, og sidste år viste en undersøgelse her i avisen, at 100.000 ældre skulle tilbringe juleaften uden venner eller familie.

Fokus på denne uges ensomhedskonference var de unge, og Mary Fondens første projekt til at afhjælpe ensomhed retter sig netop mod forebyggelse af ensomhed på gymnasier og tekniske skoler.

Ensomhed er et menneskeligt grundvilkår. Den sociale ensomhed er entydigt negativ, og den kan der arbejdes med, mens den eksistentielle ensomhed har en anden karakter. Den har igennem tiderne været en drivkraft for mange mennesker til at søge et dybere livsindhold, både i kunsten og i troen. Bibelens tekster fortæller, at Jesus med mellemrum opsøgte ensomheden, og han gav i det mest fortvivlede øjeblik udtryk for, at den største ensomhed er gudsforladthed. Kirkens historie er fuld af eksempler på mennesker, der har gjort det ensomme liv til deres særlige måde at søge et gudsnærvær på. Men kristendommen taler ikke om den menneskelige og sociale ensomhed som noget positivt. Tværtimod er det ikke godt for mennesket at være ene, og fra Det Gamle Testamentes tidligste tekster og frem lyder der klagesange fra mennesker, der føler sig forladt, isoleret og hensat til ensomhed.

I det vestlige samfund går ensomheden hånd i hånd med tidens fremherskende individualisme. Tidsånden hylder det flygtige og vækker ikke til fordybelse, engagement eller virkelig solidaritet med de svageste. Den amerikanske forsker i emnet John Cacioppo fra Chicago Universitet peger på, at depression og hjerte-kar-sygdomme er en del af et helt sygdomsregister, der følger af ensomhed. Statistisk set mener han at have bevist, at det er farligere at være ensom end at ryge.

Både blandt unge og ældre anses ensomhed for at være noget, der ikke tales om. Man trænger sig ikke på med sin ensomhed og slet ikke over for de pressede og stressede børnefamilier.

Det er rigtigt at sætte fokus på ensomhed som et reelt samfundsproblem og nødvendigt med mere forskning, herunder i de nye digitale medier. Mange menneskers kontakt til andre finder i stigende grad sted via computer. Det giver nye muligheder, men svækker formentlig også karakteren af venskaber, men vi ved det ikke.

Projekter som dem, der nu sættes i gang på flere uddannelsessteder og kobler elever sammen, så nye på en årgang ikke føler sig alt for alene, er indlysende gode og kunne med fordel udbredes til alle uddannelser. Flere folkeskoler gør noget tilsvarende og udpeger ældre elever til at følge de yngste. Men dybest set kan ensomhed ikke løses med flere offentlige penge eller mere lovgivning. Ansvaret for at komme de ensomme i møde ligger hos den enkelte. Det koster ikke andet end initiativet og viljen til at række ud. bjer