Prøv avisen

Obamas store triumf

Svært at overvurdere betydningen af sundhedsreformen

Forestil Dem, at De har en privat sygeforsikring, og at det er den eneste dækning. Der er ingen offentlig ordning. Pludselig bliver De alvorligt syg, og snart efter indløber et brev fra forsikringsselskabet, der mener, at sygdommen kan spores tilbage til forhold, inden forsikringen blev tegnet. De er ude af stand til at bevise det modsatte, hvorefter selskabet enten forhøjer præmien markant eller simpelthen opsiger forsikringen. Fremover må De enten betale den forhøjede forsikringspræmie eller leve uden dækning. Det vil sige selv afholde alle udgifter i forbindelse med sygdoms- og sundhedsbehandling.

Sådan er virkeligheden for millioner af amerikanere i øjeblikket. Men dét bliver der sat en stopper for, når USA's netop vedtagne sundhedsreform bliver ført ud i livet. Alle amerikanere får pligt til at tegne forsikringer, og forsikringsselskaberne får forbud mod at afvise kunder. Samtidig bliver hele området offentligt reguleret, så sygesikringen bliver billigere og sikrere for hovedparten af befolkningen.

Samlet set er det enorme lovkompleks en kolossal landvinding. Der er tale om den største social- og sundhedspolitiske omlægning, siden præsident Lyndon B. Johnsons udbygning af det amerikanske velfærdssamfund i midten af 1960'erne. Adskillige præsidenter siden dengang har forsøgt at reformere sygeforsikringen, men uden held. Derfor er det svært at overvurdere betydningen af sundhedsreformens vedtagelse i Kongressen i Washington. Den er et kæmpe fremskridt, og man kan med sindsro betegne hele reformen som historisk. Hverken mere eller mindre.

For præsident Barack Obama er det en meget betydelig politisk sejr. Udover, at han har fået held til at virkeliggøre en mærkesag for det demokratiske parti gennem det seneste halve århundrede, så er et af hans vigtigste valgløfter nu også gennemført, selvom slutresultatet blev mindre omfattende, end han oprindeligt foreslog. Obama har hermed taget et stort skridt på vejen til at blive anerkendt af efter-tiden som en reformpræsident.

Undervejs overvandt han hård modstand fra såvel det republikanske parti som mægtige erhvervsinteresser, først og fremmest i forsikringsbranchen, der brugte store beløb på at bekæmpe reformen. Præsidenten overvandt også den træghed, der er indbygget i det amerikanske politiske system, og som gør, at det er overmåde vanskeligt at realisere gennemgribende samfundsreformer.

På kort sigt vil triumfen puste nyt liv i et præsidentskab, der har slingret gevaldigt, siden han sidste sommer var ved at tabe debatten om sundhedsreformen på gulvet. Ved i anden omgang i løbet af vinteren at vise, at han turde satse, har præsident Obama genvundet politisk autoritet som den, der svinger taktstokken i den amerikanske politiske debat og er i stand til at udløse meget store forandringer.

På lidt længere sigt er de politiske konsekvenser for Obama noget mere usikre, og det er langtfra nogen given sag, at han selv og hans parti vil blive honoreret efter fortjeneste ved midtvejsvalget til november. Dét vil afhænge af, hvorvidt det bliver demokraterne eller republikanerne, der vinder de kommende måneders offentlige slagsmål om reformens konsekvenser. Desuden bliver det afgørende, om tilstrækkeligt mange amerikanere hurtigt vil opleve reformen som et fremskridt.

For at nå så langt måtte Obama opgive sit næstvigtigste valgløfte, nemlig at blive katalysator for brede politiske løsninger i Washing-ton. Den indædte republikanske modstand mod reformen gjorde, at han til sidst måtte vælge side, og det betyder, at polariseringen er så kraftig som nogensinde i amerikansk politik. Splittelsen mellem partierne er en betydelig svaghed ved reformen, der havde stået langt stærkere med bred opbakning, og det kan betyde, at velfærdsområdet desværre vedbliver med at være en politisk kastebold i mange år fremover.