Østrig kan skabe bevægelse i EU

Det er godt, at østrigsk højreskred ikke længere straffes

Da Frihedspartiet blev det næststørste parti ved det østrigske valg i 1999 og efterfølgende juniorpartner i den borgerlige kansler Wolfgang Schüssels regering, lagde de 14 andre daværende EU-lande Østrig på is i syv måneder. Det skete for at udskamme den daværende FPÖ-leder Jörg Haiders fremmedfjendske retorik og romantisering af nazismen, men den stærkt symbolske straffeaktion førte blot til et øget østrigsk sammenhold og gav EU et omdømme som en emsig moralapostel. Det nærmede sig det groteske, da tre EU-vismænd i september 2000 konkluderede, at den østrigske regering – uden Haider i kabinettet – skam bakkede op om de europæiske værdier.

Ved søndagens valg blev Frihedspartiet ligesom for 18 år siden næststørst og fik med 27,1 procent af stemmerne endda et bedre valg, end den nu afdøde Haider gjorde dengang. Men denne gang er der ingen i Den Europæiske Union, der taler om sanktioner.

Ikke blot er EU travlt optaget af sine egne kriser med en Brexit i sigte. Den indvandrings- og islamkritiske kurs, som de seneste tre årtier har gjort Frihedspartiet til en central politisk aktør i Østrig, er efterhånden også blevet stueren i ganske mange EU-lande. Selvom tonen i FPÖ fortsat er uhyre skinger, og partiet ligesom forbundsfællerne i Alternativ for Tyskland ved det nylige tyske valg paradoksalt nok høstede flest stemmer i områder med færrest indvandrere, så har den store flygtningetilstrømning fra 2015 hos mange europæiske vælgere efterladt så stor en følelse af kontroltab og bekymring for deres samfunds sammenhængskraft, at en stram udlændingepolitik i dag er blevet comme il faut.

Det har den unge og måske også lige lovligt smarte Sebastian Kurz erkendt, da han som Østrigs udenrigsminister førte an i en løsrivelse af den tyske omklamring i flygtningespørgsmålet og nærmest overhalede Frihedspartiet højre om i valgkampen. Her dystede Kurz og FPÖ’s leder, Heinz-Christian Strache, om, hvem af dem der var tættest på Ungarns premierminister, Viktor Orbán, som med sin kritisable tolkning af den demokratiske retsstats regler ofte er på kant med resten af EU. Den formentlig kommende vicekansler Strache synes ligefrem, at Østrig skal blive del af den østeuropæiske Visegrad-gruppe, hvor Polen og Ungarn fører an i deres kritik af EU’s flygtningepolitik, som den i dag primært tegnes af den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

Det har fået politiske veteraner som den tidligere tjekkiske udenrigsminister Karel Schwarzenberg til at advare om en ”orbánisering” af østrigsk politik, mens andre taler om, at højreskredet i Østrig kan blive farligt og ødelæggende for sammenholdet i EU.

Men sammenholdet er i forvejen svært at få øje på. Merkel og Juncker er ikke lykkedes med at få skabt fælles fodslag i flygtningespørgsmålet, især hvad angår den forliste kvotefordeling, som Ungarn og Polen trods en EU-dom fortsat nægter at rette ind efter. Idéerne til, hvordan man kan få migranterne til at blive i deres hjemlande, er i det hele taget få, og det går stadig for langsomt med alle de gode intentioner om at hjælpe i nærområderne og styrke de ydre grænser.

Her tilbyder Sebastian Kurz sig som en energisk politiker, der tør handle og mægle. Det gode er, at den kommende regeringschef faktisk er pro-europæisk indstillet og en yderst behændig pragmatiker. Ligesom sit forbillede Emmanuel Macron i Frankrig kan han vise sig at være en chance for Europa, der kan bryde nogle af de fastlåste positioner op og få givet den europæiske idé en tiltrængt vitaminindsprøjtning.