Hvis man vil forstå, hvorfor det højrenationale – og i stadig mere bekymrende grad også åbenlyst højreradikale – Alternativ for Tyskland, AfD, bliver ved med at gå markant frem ved valg efter valg i især det tidligere DDR, hjælper det at se på historien: Den 19. december 1989 holdt den vesttyske forbundskansler Helmut Kohl en tale foran Frauenkirches krigsruiner i Dresden – en tale, som anses som et afgørende øjeblik for den historiske vej til den tyske genforening året derpå.
Halvanden måned efter Berlinmurens fald lovede den kristendemokratiske kansler her de frihedshungrende østtyskere, at ”vi respekterer jeres meninger. Vi ønsker ikke og kommer heller ikke til at være formynderiske over for nogen”. Det er dette løfte sammen med Kohls forsikringer fra juli 1990 om, at Østtyskland ”igennem en fælles indsats” ville forvandle sig til ”blomstrende landskaber”, som er nøglen til at forstå det store politiske skred i 30-året for Murens fald. For det er netop manglende respekt og bedrevidende umyndiggørelse, som østtyskerne i stor stil er blevet mødt med siden genforeningen.
Når 27,5 procent af vælgerne i Sachsen og 23,5 procent af vælgerne i Brandenburg stemte på AfD i søndags, er det for stor en vælgerandel til, at de kan stemples som en forblændet flok, der savner en stærk mand og strækmarch. Selvom den slags også findes og fører sig frem med større selvtillid nu, så er der først og fremmest tale om vælgere, der har fået nok af at blive ignoreret og talt ned til – også af den østtyske kansler Angela Merkel.
Efter genforeningen havde de værsågod at være taknemmelige for, at deres vesttyske landsmænd postede billioner i den såkaldte Genopbygning Øst – samtidig med at vesttyske erhvervsfolk, akademikere og politikere satte sig tungt på det tidligere DDR. Mens borgerne i de andre østbloklande opnåede suverænitet, lod østtyskerne sig med åbne øjne indlemme i Forbundsrepublikken. Det betød et kulturchok af de større, for selvom det undertrykkende DDR-regime med rette var forhadt, så havde det dog organiseret folks liv og givet dem en slags tryghed. Dette har det nye, individualiserede fællesskab hverken kunnet give dem eller deres børn, og det er her, de gamle, nu forhenværende folkepartiers politikere massivt har svigtet.
Selvom især de østtyske storbyer i dag skinner i ny glans, Frauenkirche for længst er genopbygget, og arbejdsløsheden endelig nærmer sig vesttysk niveau, er det svært at få noget til at spire for alvor, når de unge flytter væk, veluddannede fagfolk og velfungerende infrastruktur er en mangelvare, og de tilbageblevne kan se indvandrere få offentlig hjælp, mens de selv må spænde livremmen ind.
Det spiller det kyniske og – modsat de andre partier – allestedsnærværende AfD dygtigt på med sit populistiske valgslogan om at fuldende systemskiftet fra 1989 nu. Dette systemskifte ville være en katastrofe for det tyske demokrati. Men det er sidste udkald for de andre partier. De bør holde op med at skælde ud på de østtyske protestvælgere, åbent vedkende sig egne fejl, søge dialogen og vise dem den respekt, Kohl lovede for 30 år siden.