A- og b-holdet

Leder

DER ER god grund til at glæde sig over, at politikerne i Århus Amt handlede hurtigt forleden og straks fik sat en stopper for jyske lægers planer om ikke at ville rygoperere på rygere. Politikernes budskab var klart: den slags »udvælgelser« vil vi ikke se på danske hospitaler. Rygning har altid været og er dødsensfarlig. Ingen diskussion om det. Men der lever nu engang mange tusinde mennesker, der for sent blev klar over nikotinens farlighed eller ikke i tide blev oplyst herom. Der lever også mange tusinde, der er blevet oplyst og advaret i tide uden nogen virkning. Det er mennesker, der bidrager på lige fod med alle andre. De er unge eller gamle, fædre eller mødre, borgere på godt og ondt, der som alle andre blandt andet også betaler deres skat. Det er ikke en tilfældig overlæges opgave at afgøre, hvad en bestemt befolkningsgruppe skal udelukkes fra af behandling. Det er vel lægens opgave at finde den bedst tænkelige behandling til hver patient. Og selvom argumentet har været, at denne bestemte rygoperation virker 25 procent dårligere på rygere end på ikke-rygere, så glemte de samme læger at oplyse, om operationen trods et minus på 25 procent er bedre eller dårligere for rygerne end den »mindre omfattende« operation, det var lægernes plan at tilbyde i stedet. Den udvikling, som de jyske lægers budskab er udtryk for, er i sit menneskesyn skræmmende, og i det fjerne anes den totalitære vision, hvor vi alle lever, som de hvidkitlede herrer mener, er rigtigst. Helt ærligt, er man ikke selv ude om det, når man spiser rå æggeblomme på tartaren? Hvor går grænsen, og er det lægernes opgave som selvbestaltede moralens dommere at finde en sådan? Nej, må svaret entydigt lyde, og det er måske på tide, at også regeringen melder ud. Det er ikke lang tid siden, at sundhedsministeren og statsministeren greb ind i sagen om dyr medicin til sklerosepatienter, som sagkundskaben forkastede, fordi medicinens effekt var for ringe. Medicinen er dyr, men kan den hjælpe én ud af hundrede patienter, skal den tilbydes, var regeringens beslutning. For, kunne man tilføje, i det danske sundhedsvæsen tilbydes enhver - rødhåret eller ej - den bedste behandling. miep