Og hvad skal vi så med den rigdom?

Valutagælden er væk. Så lad os investere i en bedre fremtid

”En historisk begivenhed,” kaldte finansminister Kristian Jensen (V) det, da han i går kunne indfri statens sidste lån i udenlandsk valuta. Et lån på 1,5 milliarder amerikanske dollars, svarende til godt 10 milliarder kroner.

Det historiske består i, at det er første gang i 183 år, at staten ikke har gæld til udlandet i anden valuta end danske kroner. Der ligger nu så store valutareserver i Nationalbanken, at staten ikke behøver at fylde pengekassen op med yderligere lån i andre landes valutaer. Alt sammen er det et lille hjørne af en langt større fortælling om den enorme rigdom, som er skabt i Danmark siden Anden Verdenskrig. Årsagerne til den rigdom er mangfoldige, men i flæng kan nævnes nordsøolien, fast-kurspolitikken siden 1982, EU, fornuftige økonomiske reformer, dygtige virksomheder, høj arbejdsmoral og et velfungerende arbejdsmarked.

Vist har staten stadig gæld, også til udlandet, hvor man har købt en hel del af de danske statsobligationer. I alt er statsgælden opgjort til 650 milliarder kroner, men det er et lille beløb i forhold til den samlede nationalformue. Blot et par af de store tal til sammenligning: Pensionskasser, forsikringsselskaber og banker ligger inde med værdier for næsten 4000 milliarder kroner, som er sparet op til fremtidens pensionister. En pæn del af disse penge har staten til gode, fordi der skal betales skat, efterhånden som pensionerne udbetales. Dette ”tilgodehavende” medregnes dog ikke, når staten opgør sin gæld officielt.

Danskernes samlede formue i andre lande er nu på omkring 1000 milliarder kroner. En opgørelse fra Nykredit sidste efterår viste, at hver dansker fra vugge til grav har en formue på i gennemsnit over en million kroner pr. person, når man indregner værdien af ejerboliger.

De mange store tal rejser i hvert fald et væsentligt spørgsmål, nemlig hvad vi skal med al den rigdom. Købe endnu en bil, en flyrejse eller et nyt køkken? I et frit samfund er den slags valg klart nok overladt til den enkelte, men som samfund står vi med nogle helt usædvanligt gode muligheder for at påvirke fremtiden for vores efterkommere med de mange penge, fællesskabet har til rådighed. Men også med en stor risiko for at formøble værdierne.

Tal er taknemmelige og forgængelige, som finanskrisen isnende tydeligt viste. De mange milliarder er computer-cifre, som kan nulstilles på et sekund, hvis tilliden i samfundet undermineres.

Så længe det ikke er sket, har vi imidlertid en enestående chance for at investere mere, end vi gør, i uddannelse, forskning, udnyttelse af vedvarende energikilder, naturbeskyttelse og stabilitet for verdens fattigste lande. Alt det, der har større værdi end endnu flere materielle goder til os selv. Det kræver ikke en doktorgrad at gennemskue, at den livsstil, vi har i Danmark, ikke er holdbar i længden. Derfor bør vi bruge en større del af rigdommen på at omstille samfundet i en mere holdbar retning. Det ville være historisk klogt.